Nyhed

Them Crooked Vultures til Roskilde

Supergruppen vil kunne opleves på den danske festival til sommer

Normalt offentliggør Roskilde Festival nye navne onsdag morgen, men her har de åbenbart ligget inde med et navn, de ikke kunne gemme helt så længe. I hvert fald har de valgt i dag tirsdag 16. februar at offentliggøre Them Crooked Vultures som nyt navn til festivalprogrammet.

Trioen blev officielt dannet i 2009, og gruppens tre erfarne musikere, Dave Grohl, Josh Homme og John Paul Jones, fik hurtigt lavet et album og har siden da givet koncerter i både Europa og USA. Der er endda så meget gang i gruppen lige nu, at de allerede er begyndt at snakke om at indspille album nummer to, der kunne komme allerede til efteråret.

Men inden da er der altså mulighed for at opleve dem på Roskilde Festival 2010. Og skal man tro dagens pressemeddelelse, er der mere af samme skuffe på vej i morgen. Festivalarrangørerne afslutter nemlig dagens programopdatering med følgende ord:


"Rocken fortsætter i morgen. Vi er kun lige begyndt på en uge, som står i elguitarens (u)hellige tegn."

ANNONCE