Nyhed

Nye danske navne til by:Larm

Twins Twins, Negash Ali og Giana Factory er blandt de nye navne til den norske festival for upcoming bands.

For et par måneder siden kunne den norske festival by:Larm præsentere en række danske bands til deres omfattende line-up: When Saints Go Machine, Vinnie Who, The Rumour Said Fire og Efterklang blandt de øvrige svenske, islandske og norske bands. Nu kan man se frem til at yderligere seks kompetente bands hopper på Oslo-båden i februar.

Der er tale om de hypede indierockere fra Twins Twins (billedet), rap-kometen Negash Ali og de tre danske piger fra Giana Factory, som er kommet på plakaten og dermed skal repræsentere Danmark til branchefestivalen i Oslo, der kan betyde en åben dør til det store udland.

Derudover er Le Fiasko-sangerinden og Choir Of Young Believers-cellisten Cæcilie Triers soloprojekt Chimes & Bells sat til at spille i Oslo sammen med både Oh No Ono, The Good The Bad og The River Phoenix. Nordmændene har med andre ord et godt øje til den spirende danske musikscene og giver de danske bands en markant rolle til festival.

Sidste år kunne GAFFAs skribent Simon Christensen rapportere fra det kolde nord, hvor han blandt andet kunne fortælle om Oslo:

"Byen praler af sine 6000 årlige koncerter og branchefestivalen, som har eksisteret siden 1998 og tidligere flyttede rundt mellem norske byer - og blandt andet blev afholdt i Trondheim og Tromsø i tidens løb. by:Larm præsenterer skandinaviske kunstnere - med en naturlig overvægt af norske bands, men der er såmænd også blevet plads til mindst et dusin danske bands. Festivalen ligger ideelt i forhold til festivalsæsonen, og derfor er det ingen overraskelse, at Roskilde Festival og flere danske bookere og medier har sendt repræsentanter mod nord, og vejrmæssigt får man til gengæld lov at nyde 5-10 minusgrader og kraftigt snefald."

by:Larm løber af stablen fra den 18. til den 20. februar i midten af den norske hovedstad, og mere information kan findes på festivalens hjemmeside.

ANNONCE