Nyhed

Dave Sitek afslører detaljer om sideprojekt

TV On The Radio-manden fortæller om gæstestjerner og lydbilleder på solopladen

For et par uger siden kunne vi her på siden berette om TV On The Radios Dave Sitek, der dengang netop havde annonceret et nyt soloprojekt ved navn Maximum Balloons. På daværende tidspunkt var der endnu ikke givet mange detaljer om pladen, men det er der nu rådet bod på i et interview med britiske NME. Her har Dave Sitek fortalt lidt om den musikalske stil, samt hvem der har hjulpet til med pladens tilblivelse:

"Det er for mestendels en dansabel plade. Sangene er meget umiddelbare, og de rammer alle sammen meget stærkt. Jeg havde fuldstændig frihed, da jeg lavede denne plade, så da jeg indspillede den, føltes det som om jeg puttede det hele i en kurv, og lod den flyde afsted ud i rummet."

Den første single fra pladen hedder "Tiger", og har Orraca-Tech fra Dragons Of Zynth som gæstevokal. De fleste mænd vil i øvrigt nok være interesserede i at vide, at videoen til sangen viser den smukke model Daisy Lowe danse rundt. Sitek fortæller om singlen og videoen:


"Hele albummet blev overraskende nok til ud fra denne ene sang. Vi indså, at at vi kunne indspille et nummer præcis så kreativt som vi ville, og at vi ikke ville være nødt til at tage hensyn til vores respektive bands. Det inspirerede os til at arbejde på samme måde med andre sangere. Videoen til sangen er hylende morsom. Jeg gav hende [Daisy Lowe, red.] et eksemplar af pladen på forskud, og sagde til hende: "Vælg en sang du godt kunne tænke dig at danse til,", og hun elskede den sang, så hun begyndte bare at danse og have det sjovt mens den spillede."

Udover Orraca-Tech er der afsløret en række andre gæste-musikere til pladen. Heriblandt to andre TV On The Radio-medlemmer, Tunde Adebimpe og Kyp Malone, Yeah Yeah Yeahs' sangerinde Karen O, Yukimi Nagano fra Little Dragon, Holly Miranda og Theophilus London. Pladen har endnu ikke fået en titel, men skulle indeholde elleve numre, og være ude mandag den 23. august. Singlen "Tiger" kan lige nu høres på Maximum Balloons hjemmeside.

ANNONCE