Den amerikanske supergruppe Hellyeah udgiver deres nye album "Stampede" den 28. juni
Hellyeah er en heavy metal-supergruppe i den mest traditionelle forstand. Bandet består af Pantera/Damageplan-trommeslager Vinnie Paul, sanger og guitarist Chad Gray og Greg Tribbett fra Mudvayne samt Nothingface-guitarist Tom Maxwell og bassist Bob Zilla ligeledes fra Damageplan.
Det er tre år siden bandet udsendte deres selvbetitlede debutalbum, og nu er efterfølgeren "Stampede" klar, der for øvrigt er produceret af trommeslager Vinnie Paul. Albummet indeholder 11 nye skæringer, og udkommer den 28. juni via Target Distribution/Spinefarm Records.
I den forbindelse er gruppen kommet til det europæiske kontinent for at give nogle koncerter, blandt andet til Rock Am Ring.
Danmark får ikke fornøjelsen af at opleve de amerikanske rockstjerner i denne omgang, men ifølge en pressemeddelelse fra bandets pladeselskab, vender Hellyeah tilbage til Europa i efteråret med en mere omfattende turne. Om Danmark er tilgodeset i efteråret må tiden vise.
"Stampede" udkommer i forskellige formater, blandt anden som dobbelt vinyl. Selv siger bandet om albummet, at det er Hellyeah uden filter, "what you see is what you get".
GAFFA's egen metalskribent Keld Rud var dog mere lunken ved bandets debutalbum, og tildelte det i sin tid tre stjerner.
I denne omgang spiller Hellyeah på følgende datoer:
03-Jun Holland - Amsterdam, Melkweg
05-Jun Tyskland - Nurburg, Rock Am Ring Festival
06-Jun Tyskland - Nuremberg, Rock Im Park Festival
07-Jun Tyskland - Berlin, C-Club
08-Jun Tyskland - Hamburg, Gruenspan
10-Jun Tyskland - Stuttgart, Roehre
11-Jun Østrig - Nickelsdorf, Novarock Festival
12-Jun England - Donington, Download Festival
15-Jun England - London, King's College
16-Jun Belgien - Vosselaar, Biebob
18-Jun Schweiz - Jonschwil, Sonisphere Festival
19-Jun Sverige - Gothenburg, Metaltown Festival