Nyhed

Vince Neil udgiver nyt soloalbum

Mötley Crüe-sangeren har sit første soloalbum i 15 år klar, og giver dermed fans et indblik i hans liv og personlighed

Mötley Crüe-sanger Vince Neil udsender den 22. juni sit tredje soloalbum, det første i 15 år, og i den forbindelse talte den skandaleombruste sanger med Billboard.com.

Albummet består primært af covernumre, faktisk er kun to af albummets 12 sange egne kompositioner, og det skal ifølge sangeren forklares med, at sangene skal give fans et indblik i sangerens liv og personlighed. "Jeg ville lave et rigtigt cool rock 'n' roll album, man kunne feste til", siger Neil til Billboard.com. "Dette er sange, der betyder meget for mig. Jeg voksede op med de her albums."

For eksempel er Scorpions-nummeret "Another Piece Of Meat" inkluderet, fordi det blev spillet konstant af sangeren og Mötley Crüe-trommeslager Tommy Lee i bandets tidlige dage. Aerosmith minder med nummeret "Rocks" om sangerens dage som surfer, før han blev rockstjerne, mens Elvis Presleys "Viva Las Vegas" er en påmindelse om sangerens nuværende hjemby.


Vince Neil, der også har åbnet sin egen bar og tatovørforretning, siger omkring albummets titelnummer, "Tattos & Tequila", at sangen reflekterer hans liv og erfaringer som forretningsmand, hvilket passer meget godt ind i rollen som barejer. Albummets anden originale sang " Another Bad Day" skulle faktisk have været på Mötley Crüe-albummet "New Tattoo" fra år 2000.

"Nikki (Sixx, bassist og hovedkomponist i Mötley Crüe, red.) havde glemt alt om det nummer, så jeg sagde, at jeg ville bruge det. Det er bare en rigtig klassiker med en fed vibe", siger Vince Neil.

Sangeren arbejder også på sin egen biografi, der både skal uddybe den notoriske Crüe-biografi "The Dirt: Confessions of the World's Most Notorious Rock Band".


"Bogen skal uddybe nogle af emnerne fra "The Dirt…" og fortsætte, hvor den slap. Det er knap 10 år siden den biografi udkom, og der er sket meget i mit liv siden da."

Mötley Crüe spiller en række europæiske koncerter over sommeren, men kommer ikke til Danmark. Bandet skal desuden spille til årets Ozzfest sammen med Ozzy Osbourne, og vil næste år holde endnu en række Crüe Fest-koncerter, for at fejre bandets 30-års jubilæum. 

"Tattoos & Tequila" har følgende trackliste:


01. Tattoos & Tequila
02. He s A Whore (Cheap Trick)
03. AC-DC (Sweet)
04. Nobody's Fault (Aerosmith)
05. Another Bad Day
06. No Feelings (Sex Pistols)
07. Long Cool Woman (The Hollies)
08. Another Piece Of Meat (Scorpions)
09. Who Will Stop The Rain (Creedence Clearwater Revival)
10. Viva Las Vegas (Elvis Presley)
11. Bitch Is Back (Elton John)
12. Beer Drinkers And Hell Raisers (ZZ-Top)

"Tattoos & Tequila" udkommer 22. juni.

ANNONCE