Nyhed

Ash aflyser dansk koncert

Det nordirske pop-punk-band kommer ikke til VoxHall i denne omgang

Det nordirske pop-punk-band Ash skullle have gæstet VoxHall i Århus til en koncert 20. maj. Imidlertid oplyser VoxHall nu, at gruppen har aflyst koncerten "af personlige årsager", og da der ikke er planlagt nogen ny koncert, kan man få sine billetter refunderet, hvor de er købt. Koncerten skulle have været Ashs eneste Danmarksbesøg i denne omgang.

Ash er aktuelle med albummet "A-Z Vol. 1". I 2007 bekendtgjorde gruppen, at de ville holde op med at udgive album, men at de i stedet ville kaste sig over singleformatet. 19. oktober 2009 udgav de så den første af i alt 26 (!) singler, der skal komme i løbet af et år, altså med en ny single hver 14. dag, under fællestitlen "A-Z". De første 13 af disse er så samlet på albummet "A-Z Vol. 1".

Ash brød igennem på den engelske indie-hitliste i 1994 med numre fra deres debut, ep'en "Trailer". 1996 udgav de deres største succes til dato, albummet "1977" - opkaldt efter året, hvor filmen "Star Wars" havde premiere, det år, hvor punken for alvor fik sit gennembrud i Storbritannien, og dét år, hvor de to hovedkræfter i bandet, Tim Wheeler og Mark Hamilton, blev født. Herefter forsvandt Ash lidt fra offentlighedens søgelys, men vendte tilbage i 2001 med albummet "Free All Angels", der nåede toppen af den engelske hitliste. Siden har Ash løbende udgivet nye album, der har nået på hitlisterne, især i Storbritannien, men dog uden at nå højderne fra 1996/"1977".


 

 

ANNONCE