Nyhed

Grinderman sætter datoen

Det nye album fra Nick Caves sideprojekt har fået titel og udgivelsesdato

I går eftermiddags offentliggjordes det, at Nick Cave og flere af The Bad Seeds-medlemmerne tager projektet Grinderman på turné dette efterår, i forbindelse med udgivelsen af et nyt album. Da vi her på siden bragte nyheden, var der endnu ikke sat hverken titel eller udgivelsesdato på den kommende plade, men det er der så rettet bod på nu.

Titlen bliver ganske enkelt "Grinderman 2", og indtil videre foreligger der ikke nogen egentlige informationer om, hvilken retning albummet tager musikalsk, eller hvornår den første single herfra kan høres, men til gengæld er udgivelsesdatoen sat til mandag den 13. september. I øvrigt ved vi, at albummet blev indspillet i 2009, i London's RAK, State of The Ark og Assault and Battery-studierne, og at det er produceret af bandet selv, i samarbejde med Nick Launay, der også har albums fra eksempelvis Yeah Yeah Yeahs, Arcade Fire, Talking Heads og Nick Cave And The Bad Seeds på samvittigheden, og så stod han i øvrigt også bag Grindermans første album.

I øvrigt optræder Grinderman, som før berettet, to gange her i Danmark til efteråret, nemlig i Falkoner Teatret lørdag den 23. oktober, og i Værket i Randers søndag den 24. oktober. Billetter til begge koncerter kan købes fra på mandag den 31. maj klokken 10.00, og det kan som vanligt gøres via GAFFA Live.


ANNONCE