Nyhed

Dexter Gordon-festival i Montmartre

Den legendariske jazzsaxofonist bliver hyldet i 10 dage med start på søndag

Det genopstandne jazzspillested Montmartre i Store Regnegade i København slår fra søndag den 14. november dørene op for en 10-dages Dexter Gordon-festival, som en hyldest til den legendariske jazz-tenorsaxofonist, der i en årrække havde Montmartre som sit andet hjem og fik en stor fanskare i Danmark.

Dexter Gordon (1923-1990) var amerikaner, men boede i en årrække i 60'erne i København, hvor han var fast gæst på Montmartre og spillede sammen med en række af Danmarks og verdens mest markante jazzmusikere. Dexter Gordon gjorde faktisk et så stort og positivt indtryk på sine medmusikere på Montmartre, at de afholdt en demonstration foran Christiansborg, da hans opholdstilladelse udløb og råbte " We want Dexter – we want Dexter". Og politikerne overgav sig, og han fik lov til at blive i landet.

Dexter Gordons enke, Maxime Gordon besøger i forbindelse med festivalen Montmartre sammen med Dexter Gordons stedsøn Woody Shaw lll. Maxime Gordon er ved at opføre et museum i New York med genstande fra saxofonisten Dexter Gordons meget farverige kunstnervirke, og hun tager blandt andet til Danmark for at opspore en række genstande, som knytter og knyttede Dexter Gordon til Danmark.


I forbindelse med festivalen danner Montmartre rammen om to seminarer, der tager udgangspunkt i manden og musikeren Dexter Gordon, hvor Montmartre har inviteret en række musikere, der havde tilknytning til Dexter Gordon, heriblandt Bo Stief, Alex Riel, Tootie Heath og Dexter Gordon-eksperten Karsten Kristensen.

Karsten Kristensen optræder desuden på tenorsax med de to store jazztalenter, Montmartres hustrommelslager Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer, som begge, i en alder af knap 20 år, har kastet deres kærlighed på jazzen. Lidt senere under festivalen kan man opleve Benjamin Koppel, George Cabel og Jesper Thilo i deres hyldest til saxofon-legenden.

Læs meget mere på jazzhusmontmartre.dk


ANNONCE