Nyhed

Keith Richards samler solomaterialet

Stones-guitaristen har samlet det bedste fra solokarrieren på albummet "Vintage Vinos"

Keith Richards er lige nu aktuel med den meget omtalte selvbiografi "Life", og den følges nu op med en udgivelse fra Stones-guitaristen, der samler op på hans ikke specielt produktive solokarriere.

For der findes faktisk kun to studieplader udgivet under navnet Keith Richards, og det drejer sig om "Talk Is Cheap" fra 1988 og "Main Offender" fra 1992. Derudover er der dog også et livealbum i diskografien, og det er disse plader den kommende opsamlingsskive primært trækker på.

Der er dog en ekstra bonus inkluderet i form af sangen "Hurricane", der tidligere kun har været udgivet via den begrænsede cd-single, som blev solgt på Rolling Stones' seneste USA-turné i 2005/2006. Pengene fra salget af singlen gik dengang til at hjælpe ofrene for orkanen Katrina, der ramte USA i 2005.


Det kommende opsamlingsalbum fra Keith Richards har fået titlen "Vintage Vinos" og udsendes 29. november.

 

ANNONCE