Skive Festival byder på et styks hollandsk stjerne-dj, der lukker og slukker næste års festival
Skive Festival står klar med det første navn til plakaten for festivalen i 2011. Det drejer sig om det hollandske dj-fænomen Tiësto, der også besøgte festivalen i 2009, og som denne gang lukker og slukker på Skive Festivals Store Scene lørdag den 4. juni 2011.
Festivalen løber af stablen fra den 1.-4. juni, og arrangørerne uddyber deres booking af Tiësto i en pressemeddelelse:
"Han er blevet ønsket igen og igen og bliver ofte refereret til som "verdens største dj". Det er derfor med stor stolthed vi kan sige velkommen tilbage til fænomenet der med imponerende overbevisning fejede alle fordomme om "dj-musik" af banen den festivalaften i Skive i 2009 og i den grad fik festivalpladsen i kog. Tiësto er tilbage i Skive og denne gang lukker hollænderen Skive Festival 2011, når han som sidste artist går på Store Scene lørdag den 4. juni. Det bliver Tiëstos eneste optræden i Danmark i 2011, og vi ved det allerede - det bliver en fest af dimensioner!"
Sidste gang Tiësto besøgte dansk jord var i slutningen af maj i år, hvor hollænderen spillede i et udsolgt Parken. Den over fem timer lange koncert fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Anders Bøgh. Derudover er Tiësto aktuel med albummet "Kaleidoscope", som omvendt modtog én stjerne af GAFFAs anmelder Jesper Buhl, der kaldte musikken på albummet for "fortærsket melodigrandprix-dance" og "kedelig dreamhouse".
Det virker altså umiddelbart til, at det er live Tiësto står stærkest. I hvert fald kan du opleve ham til næste års Skive Festival, der indtil på fredag kører et favorabelt tilbud på en firedagsbillet. Festivalen er fra den 1. til den 4. juni, og du kan købe din billet via www.skivefestival.dk.