Forrygende vejr, hyggelig stemning og okay musik på Skive Festivals sidste dag
Årets Skive Festival er netop forbi. Fire dage med musik i høj sol tæt ved strandkanten i Skive og med omkring 16.-17.000 gæster inde ud af en kapacitet på cirka 22.000.
GAFFA valgte i år at dække festivalen på afslutningsdagen lørdag. Her fik undertegnede mulighed for at se seks koncerter, som her bliver vurderet uden stjernetildeling. For ærlig talt ramte mange af koncerterne lidt uden for min normale smag og referenceramme, men det kan de stakkels musikere jo ikke gøre for.
Allerførst skal det nævnes, at stemningen var god på Skive lørdag. Vejret stod på fuld sol fra en skyfri himmel, og med festivalens beliggenhed direkte ned til stranden – festivalen hed i sine første mange år Skive Beach Party – og med en lille skov til den modsatte side var de fysiske rammer noget nær optimale. Og publikum – primært i alderen under 25 – så generelt ud til at hygge sig gevaldigt.
Og nu til musikken...
Morten Breum
Første navn, GAFFA fik mulighed for at opleve, var den succesfulde dj Morten Breum, der gik på Scene 2 klokken 15.30. Breum stillede op med sig selv på dj-pulten, trommeslageren Stunngunn og Klaus Christensen på diverse effekter. Desuden gæstede tre forskellige vokalister – rapperne Joachim S og Jay Colin og sangerinden Sisse Marie – udvalgte numre.
Breum lagde forholdsvis afdæmpet ud, hvilket passede meget godt til den brandvarme, lidt søvnige, tømmermændsramte lørdag eftermiddag, hvor man bogstaveligt talt kunne få sand mellem tæerne foran scenen. Efterhånden kom der dog lidt mere skub i hans elektrohouse, ikke mindst da Sisse Marie kom ind og sang sit og Breums store og temmelig hårdtpumpede hit "Every Time (You Look At Me)". Sisse Maries fortid som fotomodel fornægter sig ikke, og hendes meget poserende sceneoptræden gav en ekstra dimension til Breums sæt. Hendes forholdsvis dybe stemme var også okay uden ligefrem at vælte tilhørerne omkuld.
Efterhånden var der også ved at komme lidt gang i publikum, og især Stunngunn gjorde et godt stykke arbejde for at holde folk i kog, uden at der dog var dømt ekstase foran scenen. Det var tydeligvis stadig lørdag eftermiddag og tømmermænd for manges vedkommende. Mod slutningen af sættet fik musikken et mere trancet islæt, ligesom Breum gjorde flittigt brug af stroboskoplyset. Desværre kunne det dårligt ses i den høje sol, og i det hele taget ville Breums sæt nok have passet bedre lidt senere på aftenen, nu hvor musikken i så høj grad appellerer til dansegulvet. Han skal dog have ros for at medbringe så mange gæster, dog ikke Nik & Jay, som han ellers tidligere har arbejdet sammen med, og som spillede på festivalen senere på dagen. Mere herom senere.
Rasmus Seebach
Herefter var det blevet tid til Rasmus Seebach på den store scene, scene 1. Seebach har lavet et debutalbum, der til dato har solgt næsten 200.000 eksemplarer herhjemme, hvilket bringer ham i samme liga som Kim Larsen, TV-2 og Aqua. Unægtelig imponerende, hvad man så end måtte mene om musikken. Der var da også samlet ganske mange fans foran scenen, ikke mindst teenagepiger.
Rasmus Seebach lagde friskt ud med at sprøjte konfetti i store mængder ud over publikum. Så var vi ligesom i gang. Ofte er konfetti-kortet ellers et, der bliver spillet til afslutningen af koncerter for at sætte prikken over i'et, men Seebach gik altså planken ud fra første nummer, og der var da også øjeblikkeligt dømt fællessang til den højt elskede sanger, der med sit debutalbum har skabt hit på hit på hit – "Engel", "Glad Igen", "Lidt I Fem", "Natteravn" for bare at nævne de fire nok mest kendte.
Rasmus Seebach præsenterede dog allerede som tredje sang et nyt nummer, "Lys I Din Lejlighed", som er med på hans kommende, andet album, der mildt sagt har noget at leve op til. Sangen lyder dog som endnu et sikkert hit: En let melankolsk og meget iørefaldende melodi i midt-tempo (jeg husker den stadig tydeligt) og en tekst, der emmer af hjerte og smerte. At nummeret så musikalsk minder temmelig meget om Wham!s "Last Christmas" gør næppe hitpotentialet mindre, og sangen gik rent ind i Skive. Det samme gjorde Seebachs fortolkning af far Tommys grand prix-hit "Under Stjernerne På Himlen" og den inderlige sang til samme far, "Den Jeg Er".
Seebach var yderst veloplagt og velsyngende, og han blev bakket op af et kompetent band, hvor ikke mindst den storsmilende og fortrinlige slagtøjsspiller Tira Skamby i sin skriggrønne kjole gjorde sit til at sætte stemningen i vejret med konstante opfordringer til publikum. Samtidig var Seebachs ydmyge og taknemmelige attitude en fornøjelse. Her var ingen Nik & Jay-attituder, som havde Seebach taget den østrigske forfatter Marie von Ebner-Eschenbachs vise ord til sig: "Man bør sejre, ikke triumfere".
Efter disse pæne ord må jeg tilstå, at jeg ikke helt bliver ramt af Rasmus Seebachs sange. De er lidt for simple og banale til min smag og savner efter min mening raffinementer og elegance, både musikalsk og tekstmæssigt, og Seebach formår trods alt ikke at fange storheden i det enkle udtryk på samme måde, som eksempelvis Kim Larsen kan. Men jeg er nok for gammel, for Seebach har tydeligvis især fat i teenage-publikummet. Man må håbe, at begge parter vokser med opgaven, for Seebach har tydeligvis arbejdet hårdt for sin velfortjente succes og har masser af talent.
Og hvem ved: Da Thomas Helmig brød igennem for 25 år siden, stod teenagepigerne og jublede, mens anmelderne stod med korslagte arme og kaldte ham banal – og andre igen kastede rådne æg og tomater efter ham på Grøn Koncert. Og se, hvad han er blevet til...
Turboweekend
Herefter stod den på Turboweekend på Scene 2. Den koncert, GAFFAs fordomsfulde anmelder havde set mest frem til på lørdagens program. Jeg har nemlig oplevet Turboweekend live adskillige gange, hvor de blandt andet rykkede rundt på sidste års Spot Festival og fik et fyldt Musikhus til nærmest at stå på sæderne. Helt så skarpe var de ikke i Skive, måske fordi det stadig var høj sol, og både publikum og bandet var ramt af tømmermænd og manglende søvn – Turboweekend kom direkte fra en koncert i Warszawa og havde efter eget udsagn kun fået to timers søvn. Bandet leverede dog en absolut godkendt præstation.
Turboweekend har et ganske særegent udtryk, hvor de spiller elektronisk rock uden spor af guitar, men til gengæld med en konstant pumpende basguitar som en tydelig del af det rent spartanske lydbillede og masser af melodier og finurligheder på diverse keyboards oven på de inciterende trommer. Og så har de i Silas Bjerregaard en fremragende sanger med en vidtrækkende og udtryksfuld stemme, som både kan være tilbageholdt og eftertænksom, smukt melodisk og intens og nærmest vrængende. Og de mange facetter kommer ofte frem undervejs i samme sang, ikke mindst i det forrygende hit "Trouble Is".
Turboweekend er også spændende, når de lader et nummer udvikle sig langsomt fra en afdæmpet, men dog dirrende intro til et heftigt klimaks, som det eksempelvis sker i sangen "Up With The Smoke, Down With The Ash", som tilmed har en velskrevet tekst fuld af skarpe billeder fra dyrenes og nattens verden. Og da de mod slutningen af koncerten spillede titelnummeret fra debutalbummet "Night Shift", med de meget passende linjer "I quit my day job / To work the night shift / And now I sleepwalk / Out in the sun light", og publikum skiftevis gik på knæ og hoppede på bandets opfordring, gik alt op i en højere enhed. Så kom der for alvor turbo på lørdagen.
Nik & Jay
Så tilbage til Nik & Jay på Scene 1. De to poprappere sælger næsten lige så godt som Rasmus Seebach, men er kendt for en ganske anden og noget mere storskrydende fremtoning med inspiration fra den amerikanske rapscene – muligvis (forhåbentlig!) iblandet lidt selvironi. Nik & Jay lagde således ud med at fremføre koncertens åbningsnummer ude fra kulissen, inden de ved indgangen til anden sang trådte ind på scenen gennem en usynlig dør midt i den enorme storskærm. Ikke noget med at komme dalrende ind fra siden. Og så var vi i gang med Nik & Jays seneste kæmpehit, "Mod Solnedgangen", til publikums store tilfredshed.
Herpå var der dømt hit på hit på hit, iblandet sange fra gruppens nye album "Engle Eller Dæmoner"; numre, som endnu ikke er blevet hits, men nok skal blive det. Heriblandt flere engelsksprogede sange, et nyt tiltag i Nik & Jay-land, og med letpåklædte dansepiger på adskillige numre. Bandet bestod af en keyboardspiller, en bassist/keyboardspiller og en trommeslager.
Folk var begejstrede, men jeg ærgrede mig nu over, at adskillige sange blev leveret i underlige afkortede versioner – et fænomen, amerikanske rappere også er begyndt at gøre det meget i. Eksempelvis fik vi kun et vers og et omkvæd af "Tættere På Himlen" (uden Burhan G, som ellers havde givet koncert samme sted tidligere på dagen), "En Dag Tilbage" og "Elsker Hende Mere" og kun et vers og to omkvæd af "Boing Boing". Godt nok har Nik & Jay haft så mange hits, at de har svært ved at spille dem alle på 75 minutter, især hvis de også vil spille nye sange, men så vil jeg foretrække, at de vælger, frem for i bedste zapper-kultur-stil at hugge et vers og klippe et omkvæd her og der.
Nik & Jay er ligesom Rasmus Seebach et navn, som sælger vognlæs af plader, men som ofte får dårlige anmeldelser. Personligt har jeg lidt svært ved at hidse mig op over dem i hverken positiv eller negativ forstand. Der er ingen tvivl om, at de i selskab med deres faste producer- og sangskrivningsmakkere Jon & Jules har skabt en lang række iørefaldende hits, og at de kan sætte en fest i gang hvor som helst og når som helst – også på Skive. Men deres sex-, fest- og mærkevarefokuserede (og ikke specielt sofistikerede eller velskrevne) tekster og bling-bling-image tænder jeg ikke på.
Det virker desuden lidt komisk, at Nik & Jay på deres seneste album til tider lægger en mere samfundskritisk og eftertænksom tone for dagen, men samtidig stadig ligner nogle, der bruger mere tid i træningscenteret og foran spejlet end ude på barrikaderne. Omvendt er da forfriskende, at vi her i Jantelovens hjemland har et par kunstnere, der har bygget en hel karriere op på at skide på samme Jantelov. Lad dem bare grine hele vejen hen til banken, så hører jeg noget andet musik i mellemtiden.
Suspekt
>
Efter Nik & Jay var det tid til Suspekt på Scene 2. Suspekt har både visse ligheder med Nik & Jay og skiller sig markant ud fra dem. Begge grupper tager udgangspunkt i rap og hiphop og rapper ofte om sex, men hvor Nik & Jay dyrker den bløde og poppede, r&b- og elektro-inspirerede stil, er Suspekt mere rockede, til tider næsten dystre og endnu mere eksplicitte i deres tekster. Ingen af de to grupper vil formodentlig holde til et nærmere eftersyn hos Feministisk Forum.
Musikalsk set er Suspekt ligesom Nik & Jay leveringsdygtige i både melodiske og iørefaldende numre, som sagt noget mere aggressive end Nik & Jays. De to rappere Orgi-E og Bai-D har også helt styr på deres flows –Bai-D er lidt dybere og mere dyster end Orgi-E og synger til tider også lidt – og de blev backet op af et solidt band bestående af guitar, trommer, slagtøjsspiller, den faste dj Rune Rask og keyboardspiller og producer Jonas Vestergaard.
Tekstmæssigt har Suspekt helt tje
k på rim, versefødder og metaforer, men jeg må indrømme, at jeg har det lidt svært med deres sexistiske, mandschauvinistiske, drengerøvsinficerede univers. Også selvom man nok ikke skal tage det som mere end et æstetisk greb fra gruppens side i bedste gangstarap-ånd – Orgi-E flashede i hvert fald noget, som fra min vinkel lignende en vielsesring, så man må håbe, at han har nogenlunde styr på sit kvindesyn i sit privatliv.
Musikalsk kom Suspekt godt rundt i deres bagkatalog, dog med megen fokus på det velsælgende tredje album "Prima Nocte" fra 2007, og gav os også et par smagsprøver fra deres længe ventede fjerde album, "Elektra", der er på gaden til september. Det var i øvrigt fjerde år i træk, at Suspekt spillede på Skive Festival – de gjorde det i 2008 og 2009 som Suspekt og sidste år i selskab med L.O.C. i det nu hedengangne sideprojekt Selvmord. At dømme efter publikums modtagelse er de sikkert velkomne igen næste år.
Tiësto
En
delig var det tid til festivalens hovednavn på Scene 1, den hollandske dj Tiësto. Manden må siges at være en af verdens for tiden allerstørste dj's. Han rejser verden rundt for enorme tilskuerskarer, var dj til åbningen af De Olympiske Lege i Athen i 2004 og har to gange kunnet fylde Parken. Alt sammen udelukkende med sin dj-pult, en storskærm med imponerende animationer og et spektakulært lysshow.
Det var også, hvad vi fik i Skive. Tiëstos musik er af typen, der lægger op til dans og til fest og mindre til nærlytning, og derfor er det lidt svært at anmelde hans musik. Det handler om solid stortromme med slag på både 1, 2, 3 og 4, hårdtpumpet bas og elektronisk manipulerede lyde, og så går det derudad med elektrohouse og trance.
Hvor meget af musikken, der blive
r afviklet live, er lidt svært at vurdere – Tiësto trykkede på en del knapper på diverse effektenheder, mens der fra min position hverken kunne ses tangentinstrumenter, pladespillere eller cd-afspillere på scenen. På et tidspunkt forlod han scenen i et par minutter for at skifte tøj, men musikken spillede lystigt videre. Men i dj-land er den slags spørgsmål måske mindre vigtige.
Musikken var dog Tiëstos egen foruden hans remixes af og samarbejder med en lang række kunstnere. Mange af disses vokaler kunne høres over højttalerne og af og til også ses på storskærmen, eksempelvis CC Sheffield (på "Escape Me") og Calvin Harris (på "Century"). Også danske Turboweekend, hvis "Trouble Is" sidste år blev remixet af Tiësto til et trance-nummer.
Her havde det været oplagt at bringe Turboweekend eller bare sanger Silas Bjerregaard på scenen – gruppen havde jo lige spillet på festivalen – men det skete ikke. Man kan ikke fortænke den travle stjerne-dj i ikke at kunne holde styr på, hvornår de folk, han har remixet, befinder sig i hans nærhed, men folk fra Turboweekend-lejren burde have benyttet lejligheden til at have spurgt hos Tiëstos folk om muligheden for at give en fælles optræden, hvis de ellers havde lyst. Men det har de måske også gjort?
I det hele taget var Tiëstos scen
eoptræden noget passiv. Han trykkede på knapper, men sagde ikke mange ord til publikum og kiggede kun få gange ud på dem. Den visuelle side blevet klaret af de farvestrålende storskærmsanimationer og det imponerende lys, og det var i sig selv også okay til at skabe en nogenlunde fest. Personligt ville jeg dog have foretrukket et godt, gammeldags band med rigtige instrumenter til at lukke og slukke for Skive Festival, men sådan er der jo så meget.
Alt i alt var GAFFAs lørdag på Skive Festival ganske fornøjelig. Vejret var fantastisk, beliggenheden smuk, publikum var glade, logistikken fungerede fint, og musikalsk var det okay uden at vælte anmelderen bagover. Jeg kigger gerne forbi igen næste år.
