Nyhed

Nibe Festival melder udsolgt af partoutbilletter

Det er nu kun muligt at købe enkeltdagsbilletter til Den Lille Fede

Nibe Festival meddeler nu via deres hjemmeside, at de regulære partoutbilletter allerede er udsolgt her knap tre måneder før festivalen starter. Dermed bliver Nibe Festival den første af de større danske sommerfestivaler, som melder om udsolgt af partoutbilletter. Det er nu kun muligt at købe enkeltdagsbilletter til hver af de fire festivaldage fra d. 29. juni til 2. juli.

Festivalen har end ikke offentliggjort det færdige program, som indeholder Kaiser Chiefs (billedet), Sort Sol, Beth Hart, Veto, L.O.C. og mange flere. De følger op på programmet fra sidste år, hvor blandt andre Scissor Sisters, D-A-D og Nephew optrådte.

I '09 og '10 meldte den stadigt mere populære Nibe Festival om udsolgt. Så folkene bag er kommet langt, siden festivalen startede i 1985 med fire bands, som optrådte på ladet af en lastbil. I de senere år har festivalen jævnligt haft besøg af over 20.000 publikummer. 


De resterende billetter kan købes via Festivalens hjemmeside.

ANNONCE