Nyhed

Tonespace byder på festival

Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole arrangerer festival med Bjørn Svin og Morten Søndergaard på plakaten

Under titlen Tonespace Festivalen byder Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole (SMKS) på ni vidt forskellige koncerter, samt fremvisning af film og lydinstallationer. Festivalen afvikles til maj, og der vil blive afholdt masterclasses af de to elektroniske musikere Bjørn Svin (billedet) og Morten Søndergaard, som også vil optræde med deres egen musik. 

Festivalen er rammen omkring afviklingen af årets afgangseksaminer og årsprøver for de studerende på Tonespace-uddannelsen, som er SMKS's elektroniske uddannelse. På uddannelsen er computeren hovedinstrumentet, og den bruges til at skabe, spille og formidle elektronisk musik og lydkunst.

På Tonespace Festivalen vil de studerende fremføre deres musik samt film og lydinstallationer. Man kan blandt andet opleve en koncert med Home Surgery som laver drømmende lydlandskaber, baseret på det afrikanske thumb-piano – sansulaen, se Alexander Jonathan Kirkemann Holms dokumentarcollage om lyden af spiritualitet eller opleve Mai Ane Pil Seidentopp Christensens 3D lydinstallation om menneskelige arketyper beskrevet igennem deres lyd. 


Desuden vil Bjørn Svin og Morten Søndergaard lave en såkaldt clinic (en slags masterclass, red.), med udgangspunkt i deres eget kunstneriske virke. Derefter er alle, der har et værk de ønsker at få kritik på, velkomne til at præsentere det for Bjørn Svin og Morten Søndergård, som vil kvittere med konstruktiv kritik til deltagernes lydkunstneriske og elektroniske værker. Og senere kan man opleve de to elektroniske musikere folde deres talent ud på scenen, som en del af aftenens program. 

Tonespace Festivalen 2011 afholdes fredag den 13. maj klokken 16.00 på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.

Der er fri entre, og der er mulighed for at købe mad, øl og vand. 


Vil man vide mere kan man følge med på facebook.

ANNONCE