Nyhed

Birk Storm varsler nyt album

Den danske electro/funk-musiker er snart klar med et nyt album efter tre år

Birk Storm, der i foråret udgav en ep med singlen "My Girl", er efter snart tre års venten ved at være klar til at sende sit andet fuldlængde studiealbum af sted.

Den 27-årige Birk Stenbæk, der er navnet på manden bag Birk Storm, var i 2008 én af tre finalister i P3's KarriereKanon og har foruden sin solokarriere også været trommeslager for Band Ane og Outlandish. I februar 2009 udsendte han debutalbummet "I Don't Care", der fik fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Simon Christensen, der blandt andet skrev:

"Nummer for nummer er pladen flot produceret med vægt på den offbeat, synth-elektro rytmik, som gør Birk Storm til et frisk, nyt pust på scenen. Der er referencer på tværs af pop, elektro og hiphop, mens fragmenter af melodi og piano er placeret længere nede i lydbilledet, og nogle numre er oplagte til radio og club."


Førstesinglen fra det kommende album udkommer i starten af det nye år, men inden da udsendes en smagsprøve på albummet via en musikvideo til nummeret "Together", der kan ses på hans YouTube-kanal. Nummeret kan også hentes gratis på www.BirkStorm.dk

ANNONCE