Nyhed

Grinderman stopper

Nick Cave annoncerede i weekenden ved en Grinderman-koncert, at bandet foreløbig stopper sine aktiviteter

"Det var det for Grinderman. Det er slut," sagde Nick Cave i wekkenden, da Grinderman spillede som et af hovednavnene ved Meredith Music Festival i Victoria i Australien foran et publikum, der talte i omegnen af 12.000 mennesker, skriver The Quietus.

"Vi ses igen om ti år, når vi er endnu ældre og grimmere," tilføjede den karismatiske sanger og lod dermed en dør stå åben for, at beskeden blot betyder, at bandet holder en længere pause eller at de engang igen vil samles.

Grinderman blev dannet i 2006 og har udgivet de to album "Grinderman" (2007) og "Grinderman 2" (2010). Nu er det så foreløbig slut for kvartetten, der blev dannet ud af Nick Cave And The Bad Seeds, hvor de fire medlemmer Warren Ellis, Martyn P. Casey og Jum Sclavunos og naturligvis Nick Cave også slår deres folder. 


Opløsningen af Griderman åbner derfor for muligheden for, at der skulle være nyt på vej fra Nick Cave And The Bad Seeds. Nick Cave And The Bad Seeds' seneste album er "Dig, Lazarus Dig!" fra 2008.

ANNONCE