Nyhed

Kites And Komets skriver dagbog fra studiet

Mikael Kærsgaard har påbegyndt indspilningerne til sit debutalbum og holder GAFFAs læsere opdateret

Elektropop-projektet Kites And Komets, der var en af årets tre vindere af talentkonkurrencen KarriereKanonen, er gået i studiet for at indspille sit debutalbum. Forsanger og bagmand Mikael Kærsgaard, også kendt fra bandet Munich, skriver om processen til GAFFA.dk. Han begynder sin studiedagbog således:

"Dag 1. starter med, at jeg i silende regnvejr tager et meget tidligt tog over bæltet. Som aftalt tager jeg til Nansensgade og mødes med producer, Anders Rhedin (Choir Of Young Believers, Jong Pang m.fl.), som jeg få uger forinden har truffet til vores koncert i Vega. Vi skal bruge de næste 3 dage sammen på at producere Kites and Komets.
 
Op til, og egentlig igennem det sidste halve år, har jeg tænkt utrolig mange tanker om indspilningerne, ang. hvilken retning musikken skal trækkes i, hvordan indspilningerne skal lyde i forhold til live-lyden, hvordan samarbejdet kommer til at fungere etc. Fra de første pre-indspilninger, som jeg har arrangeret i min stue, med hvad der var omkring mig af trædeorgel, klokkespil, bestik m.m. har jeg villet bevare en organisk, håndspillet lyd i K&K. Det har vi prøvet på at bevare på live-siden, med de fantastiske gutter jeg spiller med, hvor alle beats er håndspillet etc. Musikken skal leve, og man skal kunne høre at der er mennesker inde bagved.

Samtidigt har jeg hele tiden tænkt, at jeg, på den endelige indspilning, gerne vil have beatsene strammet op med mere bund, og få sangenes hooklines til at træde tydeligt frem - få sangene skåret endnu skarpere. Her ligger det som jeg ser som den største udfordring: At bevare det organiske, håndspillede og upolerede univers, samtidigt med at sangene skal helt ud i pappet og bliver tydelige."

Læs fortsættelsen og de følgende dagbogskapitler i GAFFAs artikelsektion.


ANNONCE