Nyhed

Nyt på vej fra Scissor Sisters

Saksesøstrene lufter ny single i næste uge og har færdiggjort nyt album

Amerikanske Scissor Sisters har på deres Facebook-profil proklameret, at de nu har færdiggjort arbejdet med deres fjerde og endnu unavngivne album, som er første udspil siden "Night Work" fra 2010. Tidligere på året sagde forsanger Jake Shears til britiske NME, at den nye plade vil markere en tilbagevenden til lyden fra det selvbetitlede debutalbum fra 2004 og toeren "Ta-dah" fra 2006.

"Vi håber, I har en god jul og ser frem til et rigtigt spændende 2012 fyldt med ny musik, koncerter og overraskelser. En af sidstnævnte er på vej til jer, før I forventede", hedder det på Facebook, hvor bandet afslører, at de allerede den 2. januar vil lufte første single, "Shady Love", på BBC Radio One.

"Vi tilbragte 2011 med at skabe et album, vi er virkelig stolte af og vi kan ikke vente med at dele det med jer. Og fordi I har været sådan nogle flinke drenge og piger, indleder vi 2012 med et smuglyt til en helt ny sang, for at vække jeres appetit på det, der er på vej", hedder det således videre fra bandet.


ANNONCE