Nyhed

Rum37's debut-ep – Sang for sang

Den danske gruppe udgiver i dag sin selvbetitlede debut-ep. Her gennemgår bandet ep'en nummer for nummer.

Den dansksyngende københavnske rockkvartet Rum 37 udgiver i dag sin selvbetitlede debut-ep. Vi har givet ordet til forsanger Kristian Helmuth, der her gennemgår de fem sange nummer for nummer.

Sabotør

Sangen handler om at gøre skade på sin egen tilværelse. At være fanget i et konfliktfyldt mellemrum, hvor man nok udfylder hverdagens opgaver, men spejlet afslører en person på ulykkeligt vildspor. Når man pludselig oplever at være distanceret fra det man egentlig ville og sætter spørgsmålstegn ved sin livsførelse, kan man dog samtidigt rykke videre. Fra stilstand til ny aktivitet. Hvor den indre sabotør først undergravede negativt, kan hans destruktioner ligeledes skabe plads til positive udviklinger. 

 

Dagen er ny

Førstesinglen "Dagen er ny" er en afgørende sang for Rum 37, idet den skabte bandet. En dag voksede en ny sang frem i øvelokalet og jo mere bandet arbejdede med "Dagen er ny", stod det klart, at de nu var på sporet af et nyt projekt.

Overordnet set handler sangen om at forlade sit gamle liv for at skabe et nyt. Om at sige farvel til det genkendelige og kaste sig ud i det dragende ukendte. At finde håb og energi ved at forlade noget i troen på at nå noget nyt og bedre.    

 

December, december:

Når sangtekstens historie henlægges til december er det ikke blot pga. denne mørke og hektiske måneds skæbnetunge dramatik, men også fordi juletiden indeholder en eftertanke, der knytter sig til årets afslutning. Om sangteksten portrætterer et menneske i krise, et parforholds overlevelseskamp eller omgangen med den krævende julemåned er ikke givet på forhånd – måske indeholder den lidt af det hele – men den musikalske dynamik understøtter en intens guitardreven rocksang, der ikke er bange for at frigøre vintertidens ophobning af store følelser.            

 

Mozarts Plads:

Teksten kom en juli måned, hvor Rum 37s forsanger boede i et lånt hus i Sydhavnen i tre ugers regnevejr. På trods af vejret gik han ture i området for at finde inspiration til en ny riff-rockende sang fra øvelokalet og herfra kom teksten til Mozart Plads, der beskriver manden på bænkens oprørte indre. Hvor mødet med denne kaotiske karaktertype ofte vækker følelser af frygt og omsorg, portrætterer sangteksten dette flimrende menneskeliv, der ligeledes indeholder genkendelige erfaringer og håbefuld overlevelseskraft.

 

Alt hvad vi har

Denne sang handler om livets skrøbelighed. Om at observere sin tilværelse og opdage et sårbart voksenliv, der pludseligt kan falde fra hinanden, men også om at komme overens med sin frygt. Når sangens munder ud i guitarbrusende omkvæd, videreformidler fortællingen en tro på livet som håbefuldt til trods for dens skræmmende skrøbelighed.

 

Besøg Rum 37 på Facebook.

 

Se videoen til Rum 37's "Dagen Er Ny":

ANNONCE