Nyhed

Se Rum 37 live fra Spot

Varm op til koncerten på Roskilde med en liveoptagelse fra Spot i maj

Tirsdag aften spiller Rum 37 på Pavilion Junior-scenen på Roskilde Festival. Hvis du skal se koncerten, kan du varme op med en liveoptagelse af sangen "Sabotør" fra årets Spot Festival, som gruppen netop har offentliggjort. Og hvis du ikke skal se gruppen på Roskilde, men bare godt kan lide dem, så kan du naturligvis også se optagelsen.

Rum 37 udgav i november 2011 deres selvbetitlede debut-ep, som GAFFAs anmelder Erik Barkman tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"Navnet og sangteksterne er på dansk, men musikken taler engelsk. Københavnske Rum 37 skriver sig med deres selvbetitlede debut-ep ind i en ædel nordisk tradition, hvor britisk firser-indie sættes til lokale gloser – som hos Kent eller vores egne Love Shop. Det er de færreste, der kan stille sig op ved siden af kapaciteter af dén statur uden at se splejsede ud. Rum 37 kan."

Der var også fire stjerner til gruppens koncert på Spot Festival, hvor GAFFAs Steen Fabrin Michelsen blandt andet skrev følgende:

"Bandet spiller fedt, og det er tydeligt, at det er folk, der har været i gamet længe. Især de to guitarister sørger for ikke at spille oven i hinanden. Forsangeren er yderst karismatisk og meget dedikeret. Han slår sig af og til på brystet, som om han vil vise, at de her sange altså betyder noget."

Se Rum 37 spillede "Sabotør" nedenfor og læs et interview med dem og deres dansksyngende kolleger Ulige Numre og Mellemblond i GAFFAs artikelsektion:

ANNONCE