Nyhed

Ormen og Trentemøller laver musik til børneeventyr

Nyt børneeventyr af Josephine Phillip og Christoffer "Lobber" Levin udkommer til februar med et interessant soundtrack

"Lily Bitten – elefanten der troede den var en myresluger", er titlen på et nyt børneeventyr, der er skrevet af sangerinden Josephine Phillip (JaConfetti) og tekstforfatteren Christoffer "Lobber" Levin. Historien gennem musik, der blandt andet er lavet af Ormen og Trentemøller.

Kort sagt handler historien om hitte-elefanten Lily Bitten, der er fundet ved et vandhul af en myreslugerfamilie, og som prøver at finde sine rødder og sin identitet, som hun drager ud i verden for at lede efter. Eventyret er på 8 afsnit, der er illustreret af 8 forskellige kunsnere og som indeholder 8 forskellige sange.

Eventyrets sange spænder bredt og genrerne går fra old school rap til søvnige sjælere. Alle sange og intro-/outromelodier er komponeret af produceren Anders "Ormen" Christophersen - bedre kendt som den ene tredjedel af bandet Balstyrko. Desuden har Josephine Phillip, der udover at have været med til at komponere sangene, skrevet tekster til dem sammen med Christoffer "Lobber" Levin.


Blæs Bukki (Malk De Kojn, Bikstok Røgsystem, Balstyrko), som har lagt stemme til figuren Timo Tapir, har skrevet melodi og tekst til "Timo Tapirs Sang".

Musikken er spillet af Anders "Ormen" Christophersen, som har spillet alle ínstrumenterne, med hjælp fra violinist mm. Davide Rossi, samt Frederik Iversen og Nicolai Høi. Sidst men ikke mindst har den populære elektronika-musiker Anders Trentemøller (billedet) lavet underlægningsmusik til fortællingen.

Der er mange kendte skuespillere og sangere, som har lagt stemme til eventyrets figurer. Medvirkende er bl.a. Martin Brygmann, Alberte Winding og Szhirley. Eventyret er Gyldendals første digitale nye børneudgivelse, der ikke før har været udgivet i fysisk form. Det udkommer på Ipad og Ipod den 28. februar. Samme dag bliver det også muligt at downloade musikken separat i digital form.


"Lily Bitten - elefanten der troede den var en myresluger" udkommer i en fysisk limited edition i udvalgte butikker i løbet af foråret.

ANNONCE