Nyhed

Portishead til Roskilde

Englænderne er et blandt seks af de sidste nye navne til plakaten

Arrangørerne bag Roskilde Festival lovede i forbindelse med offentliggørelsen af årets plakat, at det ikke helt var slut med de store navne, og nu kommer der et par stykker mere, der må falde i den kategori. Det største af dem er uden tvivl engelske Portishead.

Portishead udsendte i 2008 efter elleve års pause deres tredje album, og hurtigt kom der en melding om, at der ikke ville gå nær så længe inden album nummer fire kom ud. Men selvom der har været melding om, at trioen skulle i studiet i år, er der dog endnu ikke kommet information om, at der er nyt på vej. Men alligevel er gruppen denne sommer på en festivalturné, der også vil bringe dem forbi Roskilde.

Her får bandet følgeskab af amerikanske My Chemical Romance, der sidst gæstede festivalen i 2007. Siden er der sket rigtig meget med bandet, der har forladt den mørke stil på "The Black Parade" og har fundet en hel del flere farver frem, der blev foldet ud på deres seneste album "Danger Days: The True Lives Of The Fabulous Killjoys".


De sidste fire navne er norske Kaizers Orchestra og landsmanden Daniel Norgren samt svenske Hoffmaestro og danske Hymns From Nineveh.

Dermed er programmet færdigt, og festivalen forventer derfor inden længe at kunne præsentere den endelige spilleplan. I alt 163 navne er på årets plakat, og dermed er der styr på musikken inden warm up-perioden går i gang om mindre end to uger.

Roskilde Festival afvikles i dagene 30. juni til 3. juli med warm-up fra 26. juni. Billetter til festivalen kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE