Musikeren Soffie Viemose fremstiller gammeldags vinyl med nye metoder
Den elektroniske producer og sanger Soffie Viemose er sammen med Playground Music gået i gang med en omgang crowd-founding for at finansere sin kommende ep-udgivelse.
De to nævnte er gået sammen i jagten om at få Soffie Viemoses kommende ep trykt på vinyl, og pengene til projektet skal findes ved at lancere en social fundraisingkampagne. Finessen herved er at ud over at føle god samvittighed over at have givet en hjælpende hånd, så får bidragydere mere end musikken i byttehandel. Afhængig af størrelsen på ens donation får man en signeret vinyl, studietid med Soffie og en live-koncert transmitteret over nettet i bytte for sin donation.
I en pressemeddelelse siger Soffie: "Alt for mange smarte PR-folk bruger nettet som en envejs-kanal, hvilket er superkedeligt. Med online-koncerten giver jeg noget tilbage til de fantastiske mennesker, som støtter mig. Musik er jo en social oplevelse, men min musik har også en meget privat dimension. Derfor er jeg fascineret af vinylen, da den kræver en dedikation og fordybelse, som mangler i den måde, vi lytter til musik i dag".
Den 17. juni igangsætter den unge musiker en indsamlingskampagne på den kendte amerikanske website Kickstarter. Kampagnen sættes igang med en gratis minikoncert, og oven i hatten sker der singlerelease af Soffie Viemoses første single "Gift", som er fra hendes kommende ep.