Den Nouvelle Vague-godkendte kvindeduo fejrer udgivelsen af deres debut-ep på Toldboden i København
Den københavnske duo Blackout Babies udsender fredag 20. maj debut-ep'en The Bad Habits of Burned Out BOB", og det markerer de to kvinder bag foretagendet, Nana Nørgaard og Linn Lavinsky, med en releasefest samme aften på Toldboden i København.
Det relative ukendte navn til trods har Blackout Babies allerede varmet op for franske Nouvelle Vague på deres skandinaviske turné forrige efterår, og til duoens releasearrangement har Marc Collin fra netop Nouvelle Vague lovet at diske op med et dj-sæt til at sætte gang i festen.
I samme ombæring vil Blackout Babies også lufte en stribe sange fra deres dagfriske ep, som byder på tjekket new wave med 60'er-reminiscenser - og blandt andet gæstes af Violent Femmes-forsangeren, Gordon Gano.
Der er fri entré til releasefesten.