Nyhed

J Mascis til VoxHall

Dinosaur Jr.-frontmanden giver koncert i Aarhus til juli

Efter i mange år at have stået som den centrale figur for det støjende indierock-band Dinosaur Jr. udgav frontmanden J Mascis i marts et mere følsom og nedbarberet album med titlen "Several Shades of Why". Udgivelsen følges nu op med en koncert i Aarhus, der bliver hans eneste danske koncert i denne omgang.

I Mascis' bagkatalog findes blandt andet ti plader med Dinosaur Jr., plader med Witch og J Mascis And The Fog, og nu også et regulært soloalbum, hvor han dog har fået hjælp af navne som Kurt Vile, Kevin Drew fra Broken Social Scene samt Band Of Horses' Ben Bridwell.

Det primært akustiske album blev rost både nationalt og internationalt, og GAFFAs Finn P. Madsen opsummerede pladen med ordene:


"J Mascis imponerer i akustisk form på 'Several Shades of Why' og lader sit slidstærke sangskrivertalent træde fornemt frem i lyset".

Ifølge arrangørerne kan fans af den mere rå lyd, som Dinosaur Jr. er eksponent for også se frem til at høre lidt fra bandets bagkatalog til den kommende koncert. Sætlister fra J Mascis' koncerter på det seneste har i hvert fald inkluderet sange som "The Wagon" og "Flying Cloud" fra albummet "Green Mind".

J Mascis giver koncert på Voxhall i Aarhus 11. juli, og billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE