Nyhed

Apparatjik giver koncerter og udstiller i Berlin

Den dansk-norsk-engelske supergruppe indtager fra i morgen Neue Nationalgallerie

Det er ikke just den slagne pr-vej, det artpop-farvede sideprojekt for Mews Jonas Bjerre, Coldplays Guy Berryman, A-has Magne Furuholmen og producer Martin Terefe har taget siden dannelsen af Apparatjik i 2008.

Kvartetten har mestendels kommunikeret såvel nyheder som udgivelser ud via bandets lettere kryptiske hjemmeside, apparatjik.com, og nu kan selv samme hjemmeside berette, at Apparatjik i morgen giver koncert i selveste Neue Nationalgalerie i Berlin.

Koncerten bliver samtidig startskuddet på en godt to uger lang udstilling, hvor Apparatjik i samarbejde med kunstnere, designere og medieteknikere har udtænkt en række visuelle installationer, som efter sigende baserer sig på inspiration fra den ungarske Bauhaus-kunstner László Moholy-Nagy.

Det har blandt andet udmøntet sig i en omfangsrig kubestruktur under titlen "The Apparatjik Light Space Modulator" – men hvad udstillingen derudover rummer, skal i skrivende stund være usagt. Sikkert er det imidlertid, gruppen spiller yderligere to koncerter i forbindelse med Neue Nationalgallerie-udstillingen. De finder sted henholdsvis 26. og 27. marts i museets glassal, og billetter kan erhverves via apparatjik.com.

Det er efterhånden godt et år siden, Apparatjik albumdebuterede med "We Are Here", der modtog fire stjerner i nærværende musikmagasin og blandt andet fik disse ord med på vejen:

"Musikken er både mere poppet og mere elektronisk end de fire musikeres normale arbejdspladser, med masser af keyboards og programmeringer, men der er samtidig tilpas med skarpe musikalske kanter til at holde lytteren på stikkerne."

ANNONCE