”Jeg er ikke på vej et andet sted hen. Jeg er et andet sted. Det er et kvantespring.” Carsten Dahl om sit sammenbrud og sin musikalske fremtid.
I januar 2010 var pianisten Carsten Dahl i Oslo for at indspille solopladen "Effata". Dahls blændende soloimprovisationer har gennem de seneste 10 år ikke alene gjort ham til en af Danmarks mest anerkendte pianister, men også givet ham et internationalt ry. Derfor var situationen i Oslo-studiet langt fra uvant for ham. Alligevel skete der denne gang noget helt uventet.
– Under indspilningerne føltes det, som om det ikke var mig, der spillede. Det føltes, som om jeg blev brugt til noget. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, der kom ud af fingrene. Lydteknikeren Jan Erik Kongshaug sad bare måbende og var et stort spørgsmålstegn. Efter et stykke tid sagde en fra pladeselskabet, at jeg skulle prøve at spille "noget lyst", men det blev ikke rigtig godt. Det var dér, Jan Erik sagde til mig: vær den, du er. Det glemmer jeg ham ikke for. Og det var så bagefter, jeg blev syg i taxaen på vej hen til hotellet. Jeg fik et nervesammenbrud og blev indlagt.
GAFFA er taget til Frederiksværk for at snakke med Carsten Dahl om hans aktuelle soloalbum "Effata" og hans musikalske fremtid. Carsten Dahl tager imod ude på gårdspladsen iført træsko, fløjlsbukser og uglet hår. Endnu før vi er kommet indenfor, siger han, at jeg må have ham undskyldt, hvis han kommer til at virke fraværende. Han er endnu mærket af sammenbruddet, og i dag er humøret – ligesom vejret – tungt og overskyet.
Vi går ind i den gamle lade, hvorfra der er udsigt ned over det nærliggende skovbryn. Her har Carsten Dahl sammen med sin kone, saxofonisten Christina Dahl, indrettet et studie. Og det er her mellem computergrej, højttalere, trommesæt og et flygel, han fortæller om Oslo-episoden, mens vi drikker kaffe og lytter til "Effata".
Hvordan har du det med musikken, når du hører den i dag?
– Dejligt, jeg kan godt lide den, smiler han og piller filtret af en cigaret, før han tænder den. – Jeg var klar over under indspilningerne, at det var godt. Jeg var klar over, at det var vigtigt. Men det er også klart, at da jeg blev syg bagefter, fjernede det fokus fra alting. I dag forstår jeg musikken som et varsel om noget kommende. Og jeg forstår, at det nok er den vigtigste plade, jeg har lavet. For mig… personligt.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion
