Nyhed

Nye navne til Trailerpark Festival

Festivalen, der finder sted for femte gang i år, annoncerer fem nye navne

Den københavnske festival Trailerpark, der spænder over de sidste fire dage i juli, offentliggør nye navne fra både Danmark og udlandet. Heriblandt danske Our Broken Garden (billedet) og franske Mondkopf.

Den tyske house/techno duo Barker & Baumecker bestående af Andy Baumecker og Sam Barker (Voltek), er også at finde blandt de fem navne. De har for nylig skrevet kontrakt med pladeselskabet, Ostgut Ton, der er ejet af den berlinske klub Berghain, og duoen spiller for første gang live i Danmark på årets Trailerpark Festival.

Anna Brøndsted har tidligere spillet live med Efterklang og er frontfigur i danske Our Broken Garden. Brøndsted blander mystik og mørke med pop, og da hun og bandet spillede på musikcaféen i Århus i februar, modtog de 5 stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, der kaldte koncerten for "noget nær den perfekte balance mellem sfærisk skønhed og dansevenlig dynamik".


Franske Mondkopf spillede på Strøm festivalen i 2009 og leverede et brag af en koncert. Hans produktioner blander club og elektronica, og han har på det sidste fået opmærksomhed af den europæiske presse og andre europæiske dj's for sine remixes. 

Maurizio Dami aka Alexander Robotnick tager turen fra Firenze til København for at spille for det danske publikum. Han har gennem de sidste 30 år været aktuel som musiker, og hans musikalske profil står på disco-house og elektronica.

Danske Scarlet Chives har netop udgivet deres selvbetitlede debutalbum, der af GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen fik 4 stjerner og ordene: 


"Maria Mortensens letsvævende, eminente vibrato er det første, der krystalliserer sig på denne debut […] Hendes ubesværede stemme henleder opmærksomheden på Kate Bush eller eventyrlige Ellekari Larsson fra The Tiny. Og fornemt ved siden af stemmen tilfører bandet et underspillet, smukt univers imellem shoegaze, drømmende pop og støj."

Trailerpark Festival, som er arrangeret af kunstbevægelsen ArtRebels, finder sted i dagene 28.-31. juli i Cph. Skatepark på Vesterbro i København, og man kan købe billetter her.

Læs mere om Trailerpark og de øvrige navne til årets program på festivalens hjemmeside.


ANNONCE