Nyhed

I dag er det 20 år siden, Freddie Mercury døde

Den 24. november 1991 døde Queen-sangeren af aids, kun 45 år gammel. Vi fortæller hans historie.

I anledningen af 20-årsdagen for Freddie Mercurys død bringer vi her indledningen til vores store Klub GAFFA-tillæg om Freddie Mercury, der er en del af GAFFA december, som er på gaden 1. december. Læs en længere udgave af artiklen i GAFFAs artikelsektion ved at følge linket i bunden.

Få frontmænd har kunnet fastholde tusindvis af mennesker i et så massivt jerngreb, som Freddie Mercury. Der er talrige optagelser af den energiske og gudsbenådede sanger, der med Queens svulmende stadionrock i ryggen tryllebinder publikumsmængder på op til 300.000 mennesker, som Queen for eksempel spillede for i Rock In Rio i januar 1985 – 300.000 mennesker hver aften to aftner i træk vel at mærke. Og bandets optræden ved Live Aid et lille halvt års tid senere stjal showet ved Bob Geldorfs store velgørenheds-event. Optagelserne taler for sig selv.

Queens plads i rockannalerne er indiskutabel, men det talentfulde band var aldrig blevet et af de største stadion-rockbands, verden har set, hvis ikke det havde været for den flamboyante forsanger med den store stemme, som rakte over fire oktaver, og med ambitioner, der matchede.


 

Opvækst i Afrika og Indien

Freddie Mercury blev egentlig født Farrokh Bulsara i Stone Town i Zanzibar, der i dag er en del af Tanzania, i 1946. Hans forældre, Bomi og Jer Bulsara, var af indisk-persisk herkomst, og sammen med dem og sin søster Kashmira boede den unge Farrokh i Zanzibar indtil 1954, hvor han rejste til Bombay (der som bekendt hedder Mumbai i dag) med sin far, der arbejdede for den britiske regering, og som sendte den otteårige knægt på Sct. Peters English Boarding School i Panchgani – 80 kilometer fra sin egen bopæl i Bombay.


Uden sin familie i nærheden og med sit lidt velvoksne overbid imod sig besluttede Farrokh sig for at tilpasse sig, så godt han kunne. Det gjorde han blandt andet ved at terpe og yde sit bedste inden for samtlige fag, men der var imidlertid ét fagområde, der tiltrak sig større opmærksomhed end andre fra den purunge hr. Bulsara: musikken. Farrokh havde gået til klaver, siden han var syv, og på Sct. Peters fortsatte undervisningen. Han sluttede sig desuden til skolens kor og teater-hold, og som 12årig var Farrokh, der var begyndt at kalde sig selv det mere engelsk-klingende navn, Freddie, forsanger i skolebandet The Hectics, som spillede cover-numre af Richards med fornavne som Little og Cliff. 

Da Freddie var 17 år gammel, flygtede han og familien til England på grund af Politiske uroligheder i Zanzibar, og i 1966 blev han optaget på Ealing College Of Art, hvor han især beskæftigede sig med at tegne og male – særligt billeder af det store idol Jimi Hendrix. Andre favoritter, der havde deres musikalske gang på Freddies anlæg, talte The Who, The Beatles, David Bowie og Led Zeppelin. På Ealing blev han venner med bassisten og sangeren Tim Staffell, som spillede i bandet Smile sammen med to gutter ved navn Brian May og Roger Taylor på henholdsvis guitar og trommer.

Freddie overværede ofte bandet øve, og han var meget imponeret og ikke mindst inspireret af bandets lyd, så han besluttede sig for selv at prøve lykken med musikken for første gang siden han forlod Indien. Efter at have afprøvet sit værd som forsanger i grupperne Ibex og Sour Milk Sea, sluttede Freddie sig i 1970 til Smile, der manglede en forsanger, fordi Staffell havde fundet andre græsgange. To ting skete efterfølgende: Freddie ændrede bandets navn til Queen, og han ændrede sig eget efternavn fra Bulsara til Mercury. Resten er historie.



Læs en længere udgave af artiklen i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE