Nyhed

Jonathan Johansson gæster Studenterhus Aarhus

Den svenske sanger Jonathan Johansson er klar med ny plade og besøger Aarhus.

I går, mandag den 31. oktober, udkom den svenske musiker Jonathan Johanssons andet internationale album "Klagomuren", og i denne uge gæster han både Aarhus og København.

Inden albumudgivelsen var der blevet udsendt en teaser i form af singlen "Stockholm", der blev udsendt den 5. oktober. To dage senere, altså den 7. oktober, optrådte Johansson i Anders Lund Madsens talkshow "Det Nye Talkshow" med sin spritnye single "Stockholm" udført sammen med hans landsmand Gustav Ljunggren og dennes orkester.

"Klagomuren" er nu udgivet og klar til fremførelse og har fået 5/6 stjerner i GAFFA og følgende udtalelse fra anmelder Michael José Gonzalez: "Med stærk melodisk tæft og forbilledlig sans for detaljen formår Johansson at svæve sfærisk, stikke dybt og få sin musik til at fremstå som selve definitionen af ordet "smukt"."

Jonathan Johansson er tilbage i Danmark for at give to koncerter i Aarhus på Studenterhus Aarhus den 2. november og i København i Store Vega den 3. november, hvor han er en del af arrangementet "Nordic Sounds", som vi tidligere har omtalt.


Anmelderdarling

Jonathan Johansson blev i 2009 hyldet af kritikere og blev forudset til at blive den næste store svenske musikalske pop-romantiker. Også i Danmark blev han en darlig for musikelskerne og modtog af GAFFA 6/6 stjerner for pladen "En Hand I Himlen", og anmelder på GAFFA Lars Löbner Jeppesen skrev følgende: "Vidunderdrengen Jonathan Johansson har nemlig beværtet med en sand himmerigsmundfuld af klangfuld, åndelig og sanselig pop, der kan få selv den mest hårdnakkede ateist til at tro på himmeriget." Med sin førstesingle "Aldrig Ensam" sikrede han sig P3's Ugens Uundgåelige i 2010, og hans emotionelle popmelodier spredte sig til andre af landets radiostationer.

Hvor "En Hand i Himlen" betegnes af Jonathan Johansson som "et koldt elektronisk hav", står arbejdet med og resultatet af "Klagomuren" mere som en mørk skinnende sølvbrise, der favner sig om din krop. Jonathan Johansson har før besøgt Danmark ved flere lejligheder, blandt andet med to koncerter på Vega samt med to koncerter i Musikhuset i Aarhus ved henholdsvis Spot Festival 2010 og Festugen 2010.

Support i Aarhus: Pil og Liv


Som opvarmning til koncerten i Aarhus spiller den aarhusianske duo Pil og Liv, der væbnet med blot en enkelt akustisk guitar og to ungpigestemmer leverer deres bud på en personlig, alternativ pop.

Forsalget til koncerten i Aarhus er i gang via studenterhusaarhus.dk

ANNONCE