Spillestedet i Aarhus flytter i 2012 lokalitet og skifter ved samme lejlighed navn
Den 30. marts 2012 skifter Musikcaféen navn til Radar, når dørene åbnes for den første koncert i lokalerne på Godsbanen, det nye kulturproduktionscenter i DSB's gamle bygninger i Skovgaardsgade i Aarhus (se billedet).
Bestyrelsesformand Morten Lervig siger i forbindelse med navneskiftet:
"Den forbedring, der opstår på flere områder, ønsker vi at markere med et nyt navn. Radar er for os indbegrebet af det, vi hele tiden har gjort musikalsk set, nemlig at afsøge det musikalske landskab for nye interessante navne og fænomener, og bringe dem til publikums kendskab. Så med Radar både fastholder og udbygger vi det stærke grundlag, der er skabt igennem 33 års koncertvirksomhed på Musikcaféen."
En af fordelene ved lokaleflytningen er, at lokalerne nu er bygget til koncertdrift, så der bliver bedre forhold for publikum og musikere, hvad angår lyd, lys og øvrige forhold.
Musikcaféen startede tilbage i 1978 og har lagt hus til utallige koncerter. Radars publikumskapacitet bliver cirka 300 stående gæster mod Musikcaféens nuværende 200.
I dette efterår kan Musikcaféen i sine nuværende lokaler byde på koncerter med blandt andre Julie Maria solo (19.11.), Freja Loeb (24.11.) og Let My Play Your Guitar (25.11.). Mere info om koncerter i Musikcaféen kan findes her.