Den 61-årige sangskriver lover små og store temaer. Desuden gæster en række kendte sangerinder pladen.
I august kunne GAFFA meddele, at den danske sanger, musiker og komponist Sebastian udgiver sit nye album med titlen "Øjeblikkets Mester" den 24. oktober. Albummet vil være hans første studiealbum siden "Miraklernes Tid" fra 1990. Nu løfter den 61-årige sangskriver noget af sløret for, hvad der er i vente på det kommende album.
Sebastian udtaler: "Hver sang skal have sin egen iklædning og identitet. Jeg har altid haft en legesyge omkring nye instrumenter, genrer og klange. Jeg kan lide, at der kommer en blød sang, og så kommer der en hård sang bagefter. På den måde belyser sangene hinanden og giver mening i den store sammenhæng."
Kvindelig assistance
En række kendte sangerinder gæsteoptræder på "Øjeblikkets Mester" som backingkor, der inkluderer Kira Skov, Randi Laubek, Sys Bjerre, Lise Westzynthius, Misen Groth, Gry Harrit, Karoline Munknæs og Sara Grabow. Sys Bjerre synger derudover duet med Sebastian på sangen "Luftkasteller".
""Luftkasteller" kommer af, at jeg faldt over en artikel i en avis om, at man har fundet ud af, at vi ikke kan formere os i rummet. Og det, synes jeg, var et godt afsæt til en sang: Vi er nødt til at blive her. Så vi må rydde op – på mange planer. "Jesper Balle" (sangen, red.) er til gengæld klart politisk. Det er en smædevise sat på poprock, og der bliver ikke langt fingre imellem … men det skal nok høres", siger Sebastian.
På Sebastians officielle Youtube-kanal kan man få indblik i processen med albummet "Øjeblikkets Mester" via videoklippene "Øjebliksbilleder", der løbende bliver lagt op.
Albummet "Øjeblikkets Mester" sendes på gaden den 24. oktober.