Nyhed

Sonic Youths fremtid er usikker

De to medstiftere af Sonic Youth, Thurston Moore og Kim Gordon, er blevet separeret efter 27 års ægteskab, og gruppens fremtid ligger hen i det uvisse

Kim Gordon (nr. 2 fra højre) og Thurston Moore (th.) fra det amerikanske støjrockband Sonic Youth har meddelt, at de er gået fra hinanden efter 27 års ægteskab. Ifølge Beggars Group, der er moderselskabet til gruppens pladeselskab Matador, er Sonic Youths fremtid usikker.

Cathrine Herrick, der er talskvinde for Beggars Group, siger i en pressemeddelelse, citeret af The Guardian, at parret, som "giftede sig i 1984 meddeler, at de går fra hinanden. (...) Parret anmoder om, at folk respekterer deres privatliv og ønsker ikke at give yderligere kommentarer."

Cathrine Herrick udtaler også, at Sonic Youth vil afholde deres fem kommende koncerter i Sydamerika som planlagt, men at det derudover ikke vides, hvad der skal ske med gruppen.


Kim Gordon og Thurston Moore var i 1981 med til at stifte Sonic Youth som en del af no wave-bevægelsen i New York.

Thurston Moore er i dag 53 år og Kim Gordon er 58 år. Parret bor i Northhampton i Massachussetts med deres datter Coco på 17, der er sangerinde i det lokale band Big Nils.

Sonic Youths seneste album "The Eternal" fra 2009 fik fem stjerner af GAFFAs anmeleder Finn P. Madsen, der blandt andet skrev:


"Støjpionererne Sonic Youth har om nogen genopfundet sig selv på deres 16. udspil The Eternal. Ikke blot er de tilbage på et independent-label, men også musikalsk markerer bandet, at de er tilbage ved fordums storhedstid. To velkendte kling-klang-flader, og bæstet slippes løs med et mægtigt guitarattack på Sacred Trickster med Kim Gordon i skæv, utilpasset vokal front."

ANNONCE