Nyhed

Tori Amos begejstrer i Oslo før København

GAFFA Norges anmelder tildeler Tori Amos fem stjerner for koncert med strygekvartet

I går åbnede GAFFA Norge på adressen GAFFA.com, og samme aften gav Tori Amos koncert på Sentrum i Oslo. En koncert på hendes turné, der også fører hende til København, hvor hun giver to koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i aften og lørdag, den 21. og 22. oktober.

GAFFA Norges redaktør og anmelder Øyvind Rones afsluttede dagen med at anmelde koncerten i Oslo, og han er begejstret for Amos, som på sin igangværende turné har skiftet bas og trommer ud med en strygekvartet, men vanen tro selv sidder bag sit Bösendorfer-klaver.

Øyvind Rones tildeler koncerten fem stjerner under overskriften "En moderne hitparade i særdeles klædeligt klassisk format" og han skriver blandt andet, at strygekvartetten "klædte hende gennem hele sættet i omarrangerede gamle favoritter, såvel som friske pust fra hendes nye album".

Øyvind Rones skriver:

"'Shattering Sea' åbnede det hele, og det blev straks klart, at de, som kom for en aften i nostalgiens tegn, måtte revurdere deres tilstedeværelse. Åbningsnummeret fra "Night Of Hunters" begyndte fortællingen, som måtte finde sig i at blive afbrudt af en op til 20 yngre Tori Amos til enhver tid. Det krævede nok lidt ekstra fra publikum, uanset hvor hengiven fan man var. Det tog tid, men Amos tog sig sandelig også tid. I to timer var det røde hår og det teatralske væsen midtpunktet på en fyldt Sentrum Scene."

Øyvind Rones konkluderer:

"Da turen til sidst kom til "Big Wheel"", så var det endnu engang understreget, at Amos sandsynligvis er på toppen af sin kreative formkurve netop nu. Hvordan? Ja, næsten på en banalt enkel måde. Mindre er mere nogle gange, og det betyder slet ikke, at det er mindre storslået. Tværtimod"

Læs hele anmeldelsen på GAFFA.com

Køb billetter til Tori Amos-koncerterne i København via GAFFA Live

Læs et længere interview med Tori Amos om hendes nye, klassisk inspirerede album, i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE