Nyhed

Chrissie Hynde fylder 60 år

I dag fylder Chrissie Hynde 60 år og kan se tilbage på et liv, hvor drømme blev til virkelighed

Verden har aldrig været for stor en mundfuld for Chrissie Hynde, der i dag fylder 60 år. Som 23-årig flyttede hun fra Akron i Ohio til London i længsel efter andet og mere high school og drenge på sin egen alder. For som Hinde tilbage i 1980 udtalte til Rolling Stone:

"Jeg var aldrig særligt interesseret i high school. Selvfølgelig med undtagelse af, at jeg kunne komme ud og se bands, og det gav mig et kick. Det at vide, at Brian Jones og siden Iggy Pop fandtes, gjorde det svært at være interesseret i fyrene omkring mig. Jeg havde større planer."

De store planer blev langsomt til virkelighed for Chrissie Hynde, da hun i London først arbejdede for et arkitektfirma, mødte kritikeren Nick Kent og begyndte at skrive for musikmagasinet NME, og sidst, men ikke mindst arbejdede for Malcolm McLaren og Vivienne Westwood i deres punk-tøjforretning SEX. Chrissie Hynde var nemlig overordentlig interesseret i punken og ønskede hele vejen fra Ohio selv at starte et band.


I 1978 lykkedes det for Hynde at starte bandet The Pretenders, efter at Dave Hill fra Anchor Records havde hørt nogle demoer. Hynde samlede selv bandet og navngav det The Pretenders efter The Platters-nummeret "The Great Pretender", og det blev starten på Hyndes lange og store karriere.

I 1980 udgav The Pretenders deres første og selvbetitlede studiealbum "Pretenders", og siden har Chrissie Hynde, som er det eneste gennemgående medlem i Pretenders, udgivet otte andre album med gruppen.

Pretenders seneste udgivelse "Break Up The Concrete" fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen med overskriften "Chrissie Hynde er blevet voksen. Og det klæder hende faktisk."


Men selvom Chrissie Hynde er blevet voksen, er hun stadigvæk forelsket i livet. Det vidner hendes nutide kærlighedsaffære med den noget yngre walisiske sanger J.P. Jones om. De har lavet det kritikerroste album "Fidelity" sammen, og her synger Hynde blandt andet: "I found my perfect lover but he's only half my age"

Foruden J.P. Jones har Chrissie Hynde gennem sine 60 år haft flere kærlighedsforhold med andre musikere, og på den måde gik hendes teenage-drøm også i opfyldelse. I 1983 fik fik hun et barn med sit tidligere idol Ray Davies fra The Kinks, og senere i 80'erne var hun gift med forsangeren fra Simple Minds, Jim Kerr, som hun også fik et barn med.

I dag driver Hynde en vegansk restaurent i Akron og er, som hun altid har været, en stor fortaler for dyrevelfærd. 


Tillykke til Crissie Hynde, der på trods af de 60 år næppe synger på sidste vers.

The Pretenders med Faith Hill live fra Pepsi Super Bowl Fan Jam 2011:

ANNONCE