Nyhed

Guide: 12 album, du skal høre i april

April er lige begyndt og påsken står lige for døren, og vi på GAFFA giver 12 bud på hvilke album, der kunne blive soundtracket til din forårstilværelse

M. Ward - "A Wasteland Companion" 9. april (billedet)

Det er tre år siden den amerikanske sanger og sangskriver M. Ward sidst udgav et soloalbum. I al denne tid har han rejst verden rundt med sin musik, ligesom han har haft tid til sine andre bands She & Him og Monsters Of Folk. 9. april udgiver han så sit nye album "A Wasteland Companion". Denne gang på pladeselskabet Bella Union (Fleet Foxes, Midlake, The Kissaway Trail med flere) efter en årrække på 4AD (The National, Tindersticks, Efterklang med flere). Det nye album er inspireret af Wards mere og mere omrejsende liv og er derfor blevet en form for rejsebeskrivelse.

Alabama Shakes - "Boys & Girls" 9. april


Historien om Alabama Shakes, der som navnet antyder kommer fra Alabama, er den gode gamle historie om nogle unge, der møder hinanden i high school og danner et band, og altså ikke noget af alt det der nymodens noget med talentshows og det der ligner. Alabama Shakes er nu snart klar med deres længeventede debutalbum, som udkommer 9. april. Alabama Shakes er helt klart et band, man bør holde øje og ører med, hvis man er til ørehængende poprock tilsat en god del blues, soul og en masse feeling. Selvom bandet også mener, at de er inspirerede af eksempelvis Black Sabbath, er de ikke kede af at blive sat i kategori med diverse blues og soulmusikere.

Nive Nielsen & The Dear Children - "Nive Sings!" 9. april

I 2009 udkom Nive Nielsen & The Dear Childrens debutalbum "Nive Sings" i Grønland og har siden da høstet fine anmeldelser og international opmærksomhed. Nu bliver albummet så genudgivet ved Playground Music, så de skandinaviske lyttere kan få fat i hendes plade. Udover at skille sig ud med sin trofaste guitalele har Nive Nielsens producerhold også fået folk til at spidse ører. Her finder man nemlig både John Parish, der har arbejdet med PJ Harvey på adskillige produktioner, og Ralph Carney, der har arbejdet med Tom Waits.


Bonnie Raitt - "Slipstream" 10. april

Den 10. april 2012 udkommer Bonnie Raitts nyeste album. Albummet, der har fået titlen "Slipstream", er det første studiealbum fra Raitt i syv år, og det er hendes debutudgivelse på sit eget selskab, Redwing Records. Hovedparten af det nye album er selvproduceret og indspillet med Raitts egne musikere. Fire numre er dog produceret af Joe Henry, og disse numre er indspillede af hans studiemusikere.

Baby Woodrose - "Third Eye Surgery" 16. april


Det nye album, som kommer i handlen mandag den 16. april, bliver en varieret størrelse med plads til både hård rock, psykedelisk pop og sitar. Under disse forskellige genrer skulle man dog stadig kunne genkende den gode gamle syrede rock, som Baby Woodrose har genopfundet. "Third Eye Surgery" bliver det niende album fra den danske trio, som også sidste år var pladeaktuelle.

Loudon Wainwright - "Older Than My Old Man Now" 16. april

I dag er afkommet formentlig bedre kendt i en bredere offentlighed end 65-årige Loudon Wainwright III; Rufus Wainwright har fejret triumfer med ikke mindst "Want One" (2003) og "Want Two" (2004). Loudon har imidlertid udgivet plader siden "Album 1" fra 1970, og 16. april er han aktuel med det eftertænksomme udspil "Older Than My Old Man Now", hvor han gør status over livet so far – inklusive skilsmissen fra børnenes mor, sangerinden Kate McGarrigle, tilbage i halvfjerdserne og et ikke uproblematisk forhold til børnene sidenhen.


Jack White - "Blunderbuss" 23. april

Jack White er klar med sin debut som solomusiker i form af albummet "Blunderbuss". Jack White er bedst kendt som guitaristen, pianisten og forsangeren i The White Stripes, som sidste år annoncerede at de gik i opløsning. Jack White har været aktiv på musikscenen siden 1990 både i White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather, men udgiver først nu sit debutalbum som solist. 

The Raveonettes - "Into The Night" 23. april


The Raveonettes udgiver inden deres jubilæumskoncert i DRs koncerthus ep'en "Into The Night" den 23. april, en ep, som kun udkommer digitalt og på vinyl i Europa. Duoen har tidligere varslet ep'en "Into The Night" samt et kommende album, som forventes til efteråret.

Rufus Wainwright - "Out Of The Game" 23. april

I maj 2011 kunne GAFFA oplyse at Rufus Wainwright var gået i studiet med den engelske producer Mark Ronson. Samarbejdet gik efter sigende strygende, og endvidere skulle flere af sangene være inspireret af datteren Divas fødsel tidligere på året, om hvem han på daværende tidspunkt således allerede havde skrevet tre sange om. Nu har Wainwright så yderligere løftet sløret for det kommende album, der har fået titlen "Out Of The Game" og udkommer den 23. april. Det syvende album skulle angiveligt være det mest poppede han har lavet indtil nu og ifølge sangskriveren selv er det tillmed hans bedste til dato. Rufus Wainwright spiller i Falconer Salen på udgivelsesdagen.


Kent - "Jäg Är Inte Rädd For Mörket" 25. april

Kent udgiver den 25. april deres tiende album i rækken, et album med titlen "Jäg Är Inte Rädd For Mörket", hvor singlen "999" udkom den 28. marts. Singlen udfordrer med sine knap 7 minutter den traditionelle radiosingle. Udover nyt album kan danske fans se frem til at opleve bandet, når de gæster Danmarks Smukkeste Festival den 10. august.

Marilyn Manson - "Born Villain" 30. april


"Marilyn Manson har offentliggjort, at hans ottende album "Born Villain" udkommer den 30. april. "Born Villain" er det første album, der udkommer på Mansons eget pladeselskab, Hell, etc., der sammen med Cooking Vinyl vil stå for den verdensomspændende udgivelse. Manson og band lægger vejen forbi Danmark den 16. juni i anledning af festivalen "CopenHell".

Norah Jones - "Little Broken Hearts" 30. april

Så er der godt nyt til alle fans af den amerikanske sangfugl Norah Jones. Hun er nemlig færdig med at indspille sit nye album "Little Broken Hearts", som udkommer den 30. april. Som producer på albummet har Norah Jones fået fat i Danger Mouse, som blandt andet er kendt som ham der ikke er Cee Lo Green i Gnarles Barkley. De to arbejdede sammen første gang, da Danger Mouse fik hjælp fra Norah Jones på sit og Daniele Luppis album "Rome" fra 2011. Samarbejdet gik så godt, at de to nu også har valgt at arbejde sammen på Norah Jones' femte studiealbum. Sangene på albummet er skrevet af både Jones og Danger Mouse, og mikset af de to forskellige udtryk skulle efter sigende give albummet en helt ny lyd.


ANNONCE