Nyhed

Öresundsfestival er klar med de første navne

De første 13 navne er på plads til den dansk/svenske festival i Malmø den 25.-26. maj

Öresundsfestival er København og Malmøs nye musikfestival, hvor man gennem to dage kan få mulighed for at opleve nogle af de mest aktuelle og interessante kunstnere fra den danske og den svenske musikscene fredag og lørdag den 25. og 26. maj.

Choir Of Young Believers (billedet) har senest udgivet albummet "Rhine Gold", som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez i sin femstjernede anmeldelse kaldte: "en stor, modig og ambitiøs plade". Jannis Noya Makrigiannis er sangskriveren bag gruppen, som debuterede i 2007 med ep'en "Burn The Flag", og i 2008 udkom debutalbummet "This Is For The White in Your Eyes".

Albin Gromer er det svenske electro/soul-håb, der for nyligt har turneret med som opvarmningsnavn for protegeen Timbuktu. "Vinterens mest ventede svenske debut", skrev Dagens Nyheter, da Albin Gromer udgav sin albumdebut 'Album' i februar. Svenska Dagbladet fulgte op og kaldte ham en "James Blake med skånsk accent".


Ulige Numre består af fire unge københavnere, hvis musik er dansksproget, melodisk indierock. Hen over efteråret 2011 blev bandet et YouTube-fænomen, takket være singlen "København", som blev vist mere end 132.000 gange. I oktober udgav bandet deres selvbetitlede debut-ep, som modtog rosende ord fra anmelderne. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann gav albummet fire stjerner og skrev: "Absolut imponerende for en omgang dansksproget indierock, der ikke lefler det fjerneste for laveste fællesnævner, men som omvendt er spundet om en righoldigt sprudlende instrumentering og et både vedkommende, nærværende og sofistikeret lyrisk univers". Senest til P3 Guld vandt gruppen prisen P3 Talentet, hvor forsangeren Carl Emil Peterson udtalte: "Vi havde ikke regnet med noget, men havde selvfølgelig håbet på det. Og vores håb steg, da vi så at vi var de eneste af de nominerede til prisen som skulle optræde".

Lukas Graham var også en af de heldige vindere ved P3 Guld, hvor gruppen løb med prisen for P3 Lytterhittet med sangen "Ordinary Things". Graham er den dansk-irske soul-sanger og sangskriver, der i oktober sidste år udgav debutsinglen "Ordinary Things", som blev P3s Uundgåelige. Mandag den 26. marts udkom det selvbetitlede debutalbum, som høstede fire stjerner fra GAFFAs Michael Jose Gonzalez, som skrev: "Musikken er lækker tilbageskuende, men samtidig frisk soul-pop efter alle kunstens regler, og Graham og gutterne navigerer ubesværet mellem det flabede, det tilbagelænet chillede og det mere følsomt melankolske". 

Big Fox er svenske Charlotta Peres charmerende og hjertevarmende enmandsprojekt. Popperlerne springer fra klaveret når hun sætter i gang, og der er en sand flod af hits, der fylder fra hendes roste debut, der udkom i midten af 2011.


Yderligere otte svenske navne er med på programmet, som spænder sig fra indiepop til world-scenen med: Rosvo,Terrible Feelings, MF/MB, Vit Päls, Panda Da Panda, Christine Owman, Dan I Locks/ Deng Dengs og Diskoteka Yugostyle.   

Læs mere om festivalen på deres officielle hjemmeside.

Billetter til den dansk/svenske festival kan købes her


ANNONCE