Nyhed

Jacob Faurholt underviser på ny højskole i Berlin

Sangeren og sangskriveren skal blandt andre arbejde sammen med label manager Mads Rønberg

Den 3. september åbner der i Berlin en ny højskole, Kreuzberg Höjskole, som sætter fokus på kunst, kultur, musik og promotion. "En moderne storby-højskole som spørger kursisterne: Hvem er du og hvad vil du?"

Skolen er bygget op omkring den nordiske højskolekultur og tilbyder sine elever at arbejde med projekter inden for skolens fagområder. Højskolen har ikke undervisning og lokaler som andre højskoler. I stedet tjekker kursisterne ind om morgenen på mainbase i et stort co-working space, hvor der også sidder NGO'er og socialentreprenører og arbejder. Her mødes man og arbejder på sine projekter med udgangspunkt i mainbase. Ud over Johan Toft, som er idémanden bag denne skole, fungerer sangeren Jacob Faurholt og manageren Mads Rønberg som coaches.

Den aarhusianske, nu Berlin-bosatte sanger og sangskriver, Jacob Faurholt, debuterede i 2005 med albummet "Queen Of Hope" indspillet i selskab med nu opløste Sweetie Pie Wilbur. Siden har han udsendt flere album under eget navn og skal nu fungere som singer/songwriter-coach på Kreuzberg Höjskole. Her kan man blandt andet få råd omkring udgivelse af sin musik, booking af koncerter og inspiration til at finde god musik i Berlin.

Mads Rønbjerg, der er manager hos det tysk/danske pladeselskab Für Records, fungerer som coach i Art Promotion og kan fortælle højskolens elever om at etablere sig som artist, lave en promotionstrategi med mere.

Højskolen i Berlin giver altså mulighed for at arbejde med sine egne projekter og få vejledning fra nogle erfarne branchefolk. Man kan læse mere om højskolen, de forskellige tilbud, priser og indmelding på højskolens hjemmeside.

Se præsentationsvideoen af Kreuzberg Höjskole

ANNONCE