Nikolaj Grandjean kan opleves i Danmarks tre største byer til efteråret
I 2008 gik Nikolaj Grandjean, fra den elektroniske pop-gruppe Luke, sine egne veje og solodebuterede med albummet "Carrying Stars". GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen gav dengang tre stjerner og skrev " Nikolaj Grandjean har et godt popøre, og hans sang på "Carrying Stars" er varm og rørende i sin blå tone". GAFFAs læsere var dog noget mere begejstrede og tildelt albummet seks stjerner. Siden er albummet "Fairly Young" udkommet i 2011, og tidligere i år var sangeren så klar med det tredje udspil i form af "Rivers And Oceans".
Talentet er blandt andet blevet udfordret i et samarbejde med DRs Pigekor, og Nikolaj Grandjean har ud over en række egne koncerter også rejst rundt som support for Agnes Obel. Til Aarhus Festuge kan han ligeledes opleves sammen med Lise Westzynthius og Rosa Lux, når de sammen fortolker Sebastians gennembrudsalbum "Den Store Flugt".
Nikolaj kunne tilbage i februar måned opleves som N*Grandjean, da han gav en solo-koncert i Odense. GAFFAs Sara Elisabeth Nedergaard var på pletten og uddelte fire stjerner med blandt andet følgende ord hæftet ved:
"Nikolaj Grandjean er en følsom mand. Hans tekstunivers kredser primært om temaer som de menneskelige relationer, hvorfor vi gør som vi gør, og – surprise – kærlighed. Sangene denne aften får et personligt islæt i form af små anekdoter og forklaringer, Grandjean knytter til sangene, hvilket er et fint touch, der giver lytteren lyst til at fordybe sig i det lyriske".
Nu tager N*Grandjean så på en mini-turné til Danmarks tre største byer, hvor han vil være at finde her:
27.09 Atlas, Århus
30.09 Jazzhouse, København
04.10 Dexter, Odense
Billetter til de tre koncerter kan købes via GAFFA Live