Nyhed

Nils Frahm spiller i Koncerthuset

Den tyske pianist kan endnu engang opleves på dansk grund

Siden udgivelsen af Nils Frahms seneste album "Felt" i 2011 har den tyske pianist spillet i Danmark ved flere lejligheder. Man kunne blandt andet opleve ham på årets Roskilde Festival og nogle måneder før i Aarhus, hvor han sammen med Marybell Katastrophy spillede til Spot Festival.

GAFFAs Michael Jose Gonzalez var med i Aarhus og gav koncerten flotte fem stjerner. Han skrev blandt andet: "Nils Frahm præsenterer sig selv på underfundig vis og blærer sig med sin dåseøl, før han sætter sig bag flygelet og kæler for tangenterne, der sammen med Marie Højlunds stemme flot fylder store sal ud. (…) Man kunne sagtens have befundet sig i Frahm og Marybells fælles univers en rum tid endnu, og der skal ingen klager lyde herfra, såfremt de skulle få lyst til at dokumentere samarbejdet på plade". 

Nu står Nils Frahm alene på scenen, når han den 25. november gæster Koncerthusets Studie 2.

Nils Frahm er 30 år og en anerkendt pianist, komponist og producer bosiddende i Berlin. Han har arbejdet sammen med navne som Peter Broderick, Ólafur Arnalds, Anne Müller, Deaf Center, Efterklang og Dustin O'Halloran og har allerede udgivet 3 albums, hvor det seneste "Felt" udkom i oktober 2011.

Albummet er indspillet i en stor kirke, og Nils Frahm har selv fortalt, hvor inspirationen til det seneste album kom fra:

 "Oprindelig ville jeg gøre mine naboer en tjeneste ved at dæmpe lyden af mit klaver. Hvis man vil spille klaver om natten, er den eneste respektfulde måde at lægge et tykt stykke filt over strengene og spille forsigtigt på tangenterne, Det var dér, jeg opdagede, at mit klaver lød smukt med dæmper".

Koncerten foregår den 25. november klokken 20.00 i Koncerthuset og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE