Nyhed

Pluto-frontmand udskyder soloudspil

Thomas Thomsen er klar med sin solodebut i slutningen af september

Thomas Thomsen er nok bedst kendt som frontand i indie-popbandet Pluto, men har nu rykket sig selv op ved indierødderne og skabt et poppet album. Først var albummet sat til at udkomme i starten af september, men spændte fans må vente nu vente lidt længere. "Alt Det Jeg Troede DU Bedst Ku' Li" kommer i stedet på gaden den 24. september.

Inspirationen til solodebuten er kommet fra det Thomas selv kalder "tidsløs pop", fra ABBA og a-ha til Robyn og Jack Peñate. Sangeren føler det selv helt naturligt at have flyttet sig til et nyt musikalsk territorium:

"Jeg lytter til en masse forskellig musik, og har altid følt at musikken for mig er en bevægelse. Der er masser af stilarter, jeg gerne vil prøve af, og jeg vil hellere udfordres end lave den samme plade to gange", udtaler han.


Førstesinglen fra det kommende album hedder "Én Ting" og er et godt eksempel på det mere poppede univers, som Thomas Thomsen nu bevæger sig i. Singlen, som handler om nattelivets jagtscenario, er lige som resten af albummet skrevet, indspillet og produceret af sangeren selv. De eftertænksomme tekster har Thomsen bragt med sig videre ind på det nye album, som tager udgangspunkt i enkle og genkendelige hverdagssituationer.

Den 17. august har den anden single fra det kommende album premiere.

I kølvandet på debutpladen tager Thomas Thomsen til efteråret på en turné sammen med sit liveband, som består af Nikolaj Paakjær Mikkelsen (Hymns form Nineveh) Jakob Kosteljanetz (Geisha) og Casper Henning Hansen (Geisha, Moi Caprice, Choir of Young Believers)


Se videoen til singlen "Én Ting"

ANNONCE