Det danske hardrockband guider dig igennem "Breathe.See.Move" sang for sang
I starten af sidste år albumdebuterede Siamese Fighting Fish med albummet "We Are The Sound", som blev belønnet mere gode anmeldelser og kåring til et af årets bedste albums i det norske Scream Magazine og det engelske Massmovement Magazine samt på de danske blogs AllScandinavian.com og Rockfreaks.net. GAFFAs Erik Bakman var lidt mere tilbageholden med stjerner til "We Are The Sound", som han gav tre af slagsen. Han skrev blandt andet således:
"Som de armensk-amerikanske forbilleder i System Of A Down er SiFiFi ambitiøse på den hårde rocks vegne. Sangbare omkvæd skal helst gå op i en højere enhed med både skæve taktarter, tunge spader, hidsige violiner og musikalske hilsener til anerne østpå".
Nu er andet udspil klar, og vi har givet ordet til bandet, der nedenfor vil gennemgå albummet sang for sang. Du kan allerede her høre førstesinglen "Crap Is The New Black".
Siamese Fighting Fish tager i forbindelse med udgivelsen af det andet album også på en Danmarksturné, som vil bringe dem forbi følgende steder:
1. september//Posten//Odense
7. september//Forbrændingen//Albertslund
8. september//Tapperiet//Køge
14. september//Gimle//Roskilde
15. september//Kulturhuset//Helsinge
20. september//Metromusik//Ringsted
21. september//Elværket//Helsingør
28. september//Kulturfabrikken//Nykøbing F.
29. september//Huset//Nakskov
05. oktober//KB18//København
11. oktober//Studenterhuset//Aarhus
12. oktober//Rockcafeen//Aalborg
13. oktober//Tobakken//Esbjerg
20. oktober//Det Gule Pakhus//Horsens
21. oktober//Bornholmske Højskole//Rønne
"Breathe.See.Move" sang for sang:
Party Like Charlie Sheen
Charlie Sheen er selve kropsliggørelsen af det budskab vi ønsker at udsende. Den type menneske som skaber sin egen lille verden omkring sig selv. En verden vi selv opretholder med en overdrevet mængde af selvsikkerhed på og uden for scenen. Man må ikke være bange for at drømme, og netop i de situationer er det en vigtig egenskab at kunne lukke alt ude og være sit eget mærkelige livsforagtende jeg – at Charlie Sheen så står ved det på tv kan vi kun have en masse beundring for.
The World Might Have Seen Better Days
Sangen med det bedste og mest positive budskab. Vi er meget stolte af nummeret der i al sin skørhed er et rigtigt Siamese Fighting Fish-nummer. Sangen er en bøn for fokus i en tid, hvor alle føler at verden står stille fordi vores Bruttonationalprodukt gør det. Det er et opråb (hvor sølle det end måtte være) til folk om at gribe alt hvad de har og komme igennem hvad de nu engang går igennem. Det er forståelsen for at ikke alle situationer vi sættes i, er vores egen skyld, men at vi altid kan grave os ud af dem.
Discodad
Byturen er et yderst pudsigt fænomen, som alle i det her band til fulde levede for, og som altid vil være en vigtig del af personligheden hos hver enkelt. Sangen handler om ikke at opgive byturen bare fordi omgivelserne får det til at være lidt af en "guilty pleasure". I takt med at vi er blevet ældre og pigerne yngre, har den forskruede moral fået os til at se indad. Med det resultat at der absolut ikke er nogen grund til moralisere over at leve livet. "Stay Stupid". Forfriskende dumt.
Don't Try This Alone
Siamese har eksisteret i små 4 år. I den korte levealder har vi gennemlevet 2 danske tours og en europæisk tour. Sangen blev til i en periode hvor vi var på landevejen, og beskriver ganske godt livet i en periode hvor nogen følte sig både lykkelige, men samtidigt frygtede for hvad der skulle ske herefter. Med kærester hjemme og ganske almindelige 9-16 jobs føltes tourlivet en del mere tillokkende i perioder. Ligegyldigheden kan være en lammende og dejlig elskerinde.
Crap Is The New Black
Sangen er en kritik af de københavnske meningsdannere og trendsettere der hovedsageligt residerer i Kødbyen. Sangen gør ALT forkert anno 2012. Fuckfingeren er helt op i ansigtet på den solbrilleklædte, munkehår-klippede hipster. Sangen er et udtryk for en uforløst vrede der kæmper for hvad der føles rigtigt og ikke hvad et blad eller radiostation fortæller er vigtigst.
Læs guiden til alle 11 numre i GAFFAs artikelsektion.





