GAFFA har fået en snak med Tina Dickow om det kommende album, at bo på Island og hvordan rollen som nybagt mor hænger sammen med at udgive en plade.
I næste måned udgiver Tina Dickow sit femte regulære studiealbum, men sangerinden har langtfra ligget på den lade side, og siden Count To Ten fra 2007 har hun udgivet A Beginning, A Detour, An Open Ending, der indeholdt tre ep'er, soundtrack-albummet The Road To Gävle, opsamlingsalbummet Welcome Back Colour samt live-cd og -dvd'en True North fra Dickows samarbejde med Danmarks Radios Underholdningsorkester. Det nye album har fået titlen Where Do You Go To Disappear og er skrevet og indspillet i den nybagte mors nye hjemby Reykjavik, Island, sammen med Helgi Jónsson, som også privat danner par med Tina Dickow. Om albummet fortæller Dickow:
– Jeg har fået lov til at lege rigtigt meget med tingene selv på denne her plade, og Helgi og jeg har fået bevist, at vi arbejder virkelig godt sammen. Det er virkelig en gave. Det er måske en lidt mere moden plade, og jeg er meget spændt på, hvad folk siger til det, fortæller Dickow, der er overordentligt tilfreds med at være flyttet til Island:
– Det er ret fantastisk at bo der, må jeg sige. Det er virkelig tilbage til naturen, som bliver brugt rigtig meget deroppe. Det er rigtig fedt at tage ud og være hundrede procent midt i ingenting. De første par gange, jeg var på Island, havde jeg sådan en fornemmelse af, at jeg ville ønske, at dagen i morgen ville komme til at ligne dagen i dag. Der var fuldstændig stille omkring mig, men jeg var alligevel der, hvor tingene skete.
Hvad gør du i forhold til pr, presse og ikke mindst koncerter, for du har jo født relativt tæt på pladeudgivelsen?
– Jamen, den lille han skal med. Han er sikkert ligeglad, så det handler nok mere om, jeg er frisk på det. Værre er det jo heller ikke at skulle lave presse på en plade. Det værste bliver jo nok at skulle ud at flyve et par gange og sidde i en bil, men herregud… Man finder sig jo bare et fornuftigt hotel, hvor folk forhåbentlig gider at komme til mig. Og så skal der jo nok også et par bedsteforældre med. Det skal sikkert også nok gå helt fint at komme ud og spille koncerter. Indtil videre er alt gået problemløst, så det bliver det sikkert ved med.
Læs et stort interview med Tina Dickow i GAFFAs september-nummer, der er på gaden 31. august.