Nyhed

Hannah Schneider er klar med ensomt album

GAFFA har snakket med den elektroniske sangskriver om alvor, køkkeninstrumenter og det ensomme projekt.

Den elektroniske sangskriver Hannah Schneider har fundet sin egen musikalske kurs via solooptrædener og de forskellige inspirerende køkken- og vindue-sessions med brug af instrumenter, redskaber, kropsdele der var lige for hånden.

Erfaringerne er taget med på det nye album, hvor den musikalske popsangerinde i høj grad sampler sig selv, men også sætter sin egen lyse stemme på prøve overfor de mørke emner, som albummet drejer sig om. Derfor var titlen Me Vs. I oplagt til tematisere kontrasterne på hendes andet album.

– Titlen er jo en sang fra albummet, og den handler om alle de kampe, som man kan have med sig selv imellem hvad man gerne vil, og hvad der rent faktisk sker. Man udvikler sig fra at være en person til at blive voksen, og så sker der en masse ting. Det er et album, der handler om at udvikle sig og blive voksen. De små retssager, som man hele tiden holder med djævelen og englen på skulderen. Det refererer selvfølgelig også til, at meget af albummet er skabt ved, at jeg har samplet mig selv og brugt de lyde til at spille på. Det ligger lidt en dobbelttydighed i det.


 

Mørk melankoli med en lys stemme

Selvom man umiddelbart hører lette popmelodier og den karakteristiske lyse stemme, gemmer den elektroniske singer-songwriter på mere mørke sider, når man lytter nærmere til musikken. Melankolien har sneget sig med ind i tekstuniverset hos Hannah Schneider, som har arbejdet i enrum med at finde frem til alvoren i sit udtryk. 


– Det handler ekstremt meget om at opdage, hvad der gemmer sig i verden. Jeg har haft en forholdsvist sorgløs opvækst, og lige pludselig finder man ud af en masse ting om familie og en masse sammenhænge, som man ikke viste noget om. Det kan være et vanvittigt chok for en. Vi kender alle sammen den fornemmelse af, at alting forsvinder under en, og i de situationer skal ligesom beslutte sig for, om man vil gå med det, eller man beslutter sig for at gå videre. Det er der rigtig mange af sangene, der handler om. Nogle af dem er lidt en form for opmuntring til mig selv, og andre sange får lov til at svælge i det melankolske, hvor jeg tænker tilbage på det, der var og ikke rigtig turde tænke frem på det, der kommer.

Skal man forstå det sådan, at du har problemer med at blive voksen?

– Hehe, alt det med at blive voksen er ikke den største del af det. Det er noget med at opdage alvoren på en eller anden måde, og det har jeg haft brug for at udforske. Når man hører sangene umiddelbart, så kan der være en lys tilgang til det, fordi min stemme har sådan lidt en glad eller let klang, men det har været en vigtig ting for mig at dykke ind bag ved det. Altså at komme ind til nerven og finde alvoren og min egen ensomme måde at gøre tingene på. Det er en ekstremt ensom plade, fordi alting er lavet mere eller mindre af mig selv. Så det har været vigtigt for mig at finde den alvor. 


Har du været meget bevidst om den kontrast, der har været imellem din lyse stemme og de alvorlige emner, som du berører?

Jeg tror, at det er gået op for mig undervejs. For mig har alvoren jo været der hele tiden, men jeg har ligesom fået musikken på afstand og lyttet til det. Jeg har blandt andet spillet det for nogen, som har bidt mærke i nogle andre ting, i noget lys og noget opmuntring, hvor jeg selv har lagt mærke til de andre ting. Så jeg kan ligesom se, når jeg får det lidt på afstand og får lavet det færdigt, at det repræsenterer den ene del mod den anden. Noget med en form for optimisme mod en pessimisme.

 


Læs hele artiklen i GAFFAs artikelsektion. "Me Vs. I" er netop udkommet. Læs GAFFAs femstjernede anmeldelse i vores anmeldelsesektion.

 

ANNONCE