Nyhed

Jethro Tulls "Thick As A Brick"-album fejres med opfølger

Jethro Tulls klassiske album har 40-års jubilæum, og det fejres i april

I 1972 skrev og indspillede Ian Anderson Jethro Tulls progressive rock-klassiker "Thick As A Brick", der røg til tops på Billboard og var en stor succes i en lang række lande over hele verden. Det er med andre ord 40 år siden, at det banebrydende album udkom, og for nylig blev det annonceret at Jethro Tull-frontmand Ian Anderson ville tage på en turné for at fejre jubilæet. Nu oplyses det endvidere at Ian Anderson tilmed har indspillet en opfølger til "Thick As A Brick" i anledning af jubilæet.

På det originale album var hovedpersonen en dreng ved navn Gerald Bostock, og det nye album tager tråden op fra dengang og følger den fiktive figur, der nu er blevet 50 år. På jubilæums-turnéen vil koncerterne bestå af to sæt, ét første, hvor Anderson og co. spiller det gamle album i sin helhed – og et andet, hvor de spiller det nye, også fra start til slut. Så for fans af "Thick As A Brick" er der altså nok at glæde sig til på turnéen, der begynder den 14. april i Perth, Australien, men desværre ikke kommer forbi Danmark – men blandt andet til Berlin 20. maj.

Da Jethro Tull spillede i Musikhuset i Aarhus i 2010, fik koncerten en noget lunken modtalgese af GAFFA's anmelder Michael Jose Gonzalez, der konkluderede sin trestjernede anmeldelse med ordene: "Jethro Tull har denne aften vist sig som en pletvis underholdende størrelse, der nok har musikaliteten i behold et godt stykke hen ad vejen. Spilleglæden er derimod knap så overbevisende, og de fine sange brager kun sjældent igennem og gør for alvor indtryk. Det var på ingen måde forfærdeligt, men på den anden side brænder man heller ikke ligefrem for at komme ind at se Jethro Tull igen foreløbig."


 

ANNONCE