Nyhed

Kings Of Convenience indtager Vega

Den norske duo besøger Store og Lille Vega den 15. og 16. april

De to norske akustiske musikere Erlend Øye og Eirik Glambæk Bøe alias Kings of Convenience kommer igen til Danmark, hvor de giver koncerter i Store og Lille Vega, søndag den 15. april og mandag den 16. april.

Til koncerten i Store Vega spiller duoen primært A-siderne fra deres singler, som de ville gøre til enhver anden koncert, såsom hitsinglerne "I'd Rather Dance With You" fra deres 2004-album "Riot On An Empty Street" og "Boat Behind" fra deres nyeste album "Declaration Of Dependence".    

Til den anden koncert i Lille Vega bliver det mere intimt, hvor de spiller de mere sjældne B-sider, som næsten aldrig bliver spillet til A-side-koncerterne. Numrene fra B-siderne er også en vigtig del af Kings Of Conveniences repertoire.


Koncerterne giver derfor både duoen og publikum mulighed for at opleve sange fra hele duoens 13 år lange karriere.

GAFFAs egen Ole Rosenstand Svidt anmeldte duoen i 2009, da de gav koncert på Train i Aarhus, og tildelte dem fem stjerner:

"Kings Of Convenience har rendyrket det helt neddæmpede koncept med kun to akustiske guitarer, to stemmer og ganske lidt ekstra fyld… Det fungerer særdeles godt på gruppens plader, men live var det faktisk endnu flottere, fordi Kings Of Convenience simpelthen er så blændende dygtige guitarister og vokalister, og når musikken fremføres helt nøgen foran et lydhørt publikum, og sangene tilmed er smukke, så opstår der simpelthen magi og ståpels." skrev Rosenstand Svidt.


Der er nærmest garanti for to koncerter i særklasse, når Kings Of Convenience spiller i Store og Lille Vega.

A-side koncert søndag den 15. april i Store Vega, København.

B-side koncert mandag den 16. april i Lille Vega, København.


Forsalget til begge koncerter starter fredag den 10. februar kl. 10 via GAFFA Live.

Se videoen til hitsinglen "I'd Rather Dance With You" her:

 


ANNONCE