Pato Siebenhaar er en af den hjemlige musikscenes mest arbejdsomme personligheder. Nu er han klar med sit andet album i eget navn. Denne gang et dansksproget et af slagsen.
Et hemmeligt sted på Vesterbro finder man – hvis man ser godt efter – en lille sort osteformet bygning med et rødt lyn på døren. GAFFA banker på og vover sig indendørs i Black Cheese Studio, hvor vi møder Pato Siebenhaar, der har skrottet to næsten færdige engelsksprogede udspil – henholdsvis en punk- og en popplade – til fordel for at udgive en dansksproget genrebastard af et album, Men hvorfor nu det? Jo historien om Patos favntag med modersmålet tager sit udgangspunkt i den sympatiske multimusikers altoverskyggende kærlighed til sin kone. Noget han adskillige gange i løbet af snakken med GAFFA nævner som selve ankeret i sit liv:
– Det udsprang egentlig af, at min daværende forlovede (nuværende kone, red.) forrige år var ude at rejse, og så gik jeg simpelthen og savnede hende så meget, at jeg skrev en sang til hende på dansk, om alle de ting vi plejer at lave om søndagen, hvilket er at have tømmermænd og gå tur. Jeg fandt ud af, at det berørte mig helt vildt, fordi det var på dansk, og det slog mig, at det måske var noget, jeg skulle prøve at gøre lidt mere ud af, så jeg skrev en til. Og endnu en. Og lige pludselig stod jeg med materiale til en hel plade.
Kærlighed og venstrehåndsarbejde
– Jeg har faktisk været meget heldig, for ofte laver man en plade, fordi man er trist, eller det hele er noget lort, og verden er stadig noget lort, men rent personligt har jeg aldrig haft det bedre. Jeg har godt nok aldrig været fladere, end jeg er nu, men jeg har heller aldrig haft så meget kærlighed, så pladen kommer fra et godt sted, og det kan være en utroligt sjælden ting at opleve som kunstner: at lave et positivt produkt. Det er virkelig en luksus at beskæftige sig så indgående med glæde.
Kærligheden er tydeligvis en vigtig ting for Pato, og da GAFFA spørger ind til graden af vigtighed, er den gode mand med fuldskægget ikke i tvivl, og svaret falder prompte:
– Det er det vigtigste! Vi befinder os i en tidsalder, hvor "Kun For Mig"-generationen hersker, men det er fedt at vælge tosomheden og at dele sin eksistens med en anden person. At tro på det. Jeg er ikke en troende mand; jeg tror ikke på en skid, men jeg lever mit liv, så godt jeg kan og prøver at være den bedste person, jeg kan være over for den, jeg deler mit liv med. Jeg har haft en masse lort i mit liv. Min far døde, da jeg fyldte 27, og min mor døde, da jeg var seks år gammel, og det gør, at jeg ikke føler, jeg kan tillade mig den luksus, det er at spilde tiden. Derfor har jeg også gang i så mange ting altid. Desuden er det også ofte ud af de små pudseløjerlige ting, man arbejder med, at de gode ting opstår og kommer ind fra sidelinjen. Det var for eksempel sådan både White Pony og Trolle/Siebenhaar opstod ud af små spøjse idéer med dårlig pot eller en mikrofon i en sok. De gange jeg har prøvet at være beregnende i forhold til min musik, er det aldrig gået helt så godt. Venstrehåndsarbejdet er altid det, der har imponeret.
Læs et længere interview i GAFFA marts, der er på gaden fredag den 3. marts.