Nyhed

Snow Patrol og Bat For Lashes til NorthSide

Northside Festival offentliggør Snow Patrol og Bat For Lashes på årets program

I dag har Northside Festival offentliggjort endnu et stort navn med de nordirske poprockere i Snow Patrol. Gruppen har gang på gang forfattet ørehængere som "Called Out in the Dark", "Take Back the City", "Run" og "Chasing Cars". Det er blandt andet disse hits, der har gjort at bandet har indkasseret syv gange platin i England og tidligere har fyldt både KB Halllen og Vega. I morgen optræder de i øvrigt i Falconer Salen.

Snow Patrol udgav deres tredje album "Final Straw" i 2003 og med det kom deres kommercielle gennembrud. I alt er det blevet til syv album, og det seneste "Fallen Empires" blev udgivet i efteråret 2011. 

Udover at Snow Patrol er blevet føjet til programmet, kan Northside Festival også præsentere Natasja Khan bedre kendt under kunstnernavnet Bat For Lashes. Bat For Lashes udgav sit første album "Fur and Gold" i 2006 og har siden udgivet opfølgeren "Two Suns", hvorpå man blandt andet finder hittet "Daniel". Albummet "Two Suns" fik fem stjerner, da GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez skulle bedømme det. Han skrev: ""Two Suns" er et stort album, der burde få de fleste op af stolen og ind i Bat For Lashes' gåsehudsfremkaldende verden."

Northside har med disse to nye bookinger gjort klar til både medrivende fællessang og Bat For Lashes-gåsehud.

Køb billetter via GAFFA Live

Hør Snow Patrols seneste single "In The End"

Hør Bat For Lashes' "Daniel"

ANNONCE