Nyhed

Norah Jones udgiver nyt til april

Det nye album "Little Broken Hearts" udkommer den 30. april

Så er der godt nyt til alle fans af den amerikanske sangfugl Norah Jones. Hun er nemlig færdig med at indspille sit nye album "Little Broken Hearts", som udkommer den 30. april. Som producer på albummet har Norah Jones fået fat i Danger Mouse, som blandt andet er kendt som ham der ikke er Cee Lo Green i Gnarles Barkley.

De to arbejdede sammen første gang, da Danger Mouse fik hjælp fra Norah Jones på sit og Daniele Luppis album "Rome" fra 2011. Samarbejdet gik så godt, at de to nu også har valgt at arbejde sammen her på Norah Jones' femte studiealbum. Sangene på albummet er skrevet af både Jones og Danger Mouse, og mikset af de to forskellige udtryk skulle efter sigende give albummet en hel ny lyd.

Norah Jones har haft stor succes i Danmark med sine fire første udgivelser. Især debuten "Come Away With Me" fra 2002 høstede store roser og byggede fundamentet for Jones' status som verdensstjerne. "Little Broken Hearts" bliver det første album fra Norah Jones siden "The Fall" fra 2009.


 

ANNONCE