Peter H. Olesen undervejs med ny digtsamling og på vej i studiet med Michael Lund
Sidste år udkom Peter H. Olesens første udspil efter Olesen-Olesens opløsning i form af albummet "Traditionen utro" sammen med den musikalske makker Michael Lund. Og nu er kumpanerne, der kalder sig De Efterladte, atter på vej i studiet. Duoens kommende, andet album har arbejdstitlen "Håbet kommer til byen" og produceres af Boi Holm.
Han sad også bag pulten på den første plade, hvor folk som CS Nielsen og Mads Mouritz endvidere bidrog. De Efterladte giver i øvrigt kun to koncerter resten af 2012; senere på måneden dukker de op med deres bittersøde sange på Fanø Free Folk Festival, som afvikles den 27.-29. juli, og 11. august lægger de vejen forbi Hald Hovedgård ved Viborg.
Digte om altaner og flåter
Til gengæld er Peter H. Olesen, som parallelt med sit musikalske virke har udgivet flere digtsamlinger og den fine, lille roman "Korrekturlæseren", til november klar med en ny samling trykt lyrik. "Jeg er blevet lokal" udkommer på Byens Forlag og indeholder 64 sider med nye digte, som ifølge forfatteren selv er særligt velegnede til oplæsning:
"De er tænkt og skrevet som mundtlige digte. Jeg kan og vil ikke løbe fra, at jeg også er sanger og sangskriver og derfor er vant til at arbejde åbenlyst med det talte/hørte sprog. Det er digte om altaner, udsigten, fugle, flåter - og digte om digte".
Man kan således håbe, at udgivelsen vil kaste nogle oplæsninger af sig - og eventuelt fordrive ventetiden med det udvalg af Olesens sangtekster, som i 2004 udkom under den emblematiske titel "Jack Kerouac i Jylland".