Noget af det mest kraftfulde man overhovedet kunne overvære
Vi giver ordet til bloggen Lappland, den ene af de to vindere af GAFFAs blog'n'roll-konkurrence, som under Roskilde Festival blogger på GAFFA.dk.
Torsdag aften bød på svære beslutninger og små åbenbaringer. Jeg trodsede min logik og forlod koncerten med The Cure for at komme ned og se Trash Talk på Pavillon-scenen. Da jeg ankom, få minutter før koncertstart, syntes stemningen noget mat i det nær tomme telt, og jeg nåede næsten at få kolde fødder. Teltet blev dog fyldt på få minutter og tvivlen viste sig at være aldeles uberettiget.
Badet i rødt lys, og med bassist Spencer Pollard som eneste brølende vokalist, startede Trash Talk koncerten som en trio. Der var dømt gåsehud fra første anslag, og den lille flok dedikerede punk/hardcore entutiaster, der trofast havde stået og ventet, voksede sig hurtigt til en stor, sulten masse. Efter første nummer tilsluttede klassens utilpassede møgunge sig i from af forsanger Lee Spielman. Med feedende guitar i ryggen og et forventningsfuldt publikum foran sig nåede han at varsle "This is gonna be like nothing else on this festival", før første reelle skæring brød løs.
Lee Spielmans gennemtrængende vokal ramte som en knytnæve i ansigtet, først fra scenen, men efter knap et halvt nummer blev der delt ud nede blandt publikum, hvor han endte med at tilbringe en stor del af de 60 minutter han agerede general for torsdag aftens absolutte højdepunkt. Soldaterne, trommeslager Sam, guitarist Garrett og bassist Spencer, sørgede for betonsolid bund. Her er ikke tale om melodiske arrangementer af nogen slags. Nærmere tungt udførte, powerakkord-baserede riffs af den gamle skole tilsat massivt og enormt overbevisende trommespil, hvilket gav plads til den insisterende vokal øverst på lagkagen.
Tilsammen fik Trash Talk mig til at tænke over, hvorfor jeg, dog mest i mine yngre dage, har lyttet til så meget hardcore – energien, udført af det rette band og under de rette omstændigheder, er simpelthen ikke at finde andre steder, og den gennemgående følelse under koncerten var, at det måtte være noget af det mest kraftfulde man overhovedet kunne overvære. Ikke bandet alene, nærmere summen af bandet og hvad der sker mellem bandet og publikum.
En stor del af aftenens indslag udspillede sig også imellem numrene, hvor Lee Spielman viste stor snakkelyst og fik luftet tanker om festival security, joints, hjembyen Sacramento og en håndfuld af de andre spillende artister. Herudover fik han inviteret sikkerhedsvagter på dans, beordret et Metallica-flag knækket, foræret sig en joint som blev delt med bandet, samt sørget for logi til deres merch-fyr som havde glemt at bestille flybillet hjem. Faktisk var indslagene mellem numrene tit længere end selve numrene. Men publikumkontakten forblev så total, at udfaldet bestod i et nærmest udvisket skel mellem publikum og artist.
"Give it up for OK security" kom det inden sidste nummer fra Lee, som havde brugt adskillige lejligheder til at kritisere festivallers generelle holdning til kunstneres interageren med publikum – navnlig crowd surfing, hvilket han vidste ville betyde enden på festen. Herpå stillede Lee sig på en afsats, betragtede publikum et halvt minuts tid og lod sig endeligt kaste ud over publikum, som bar ham til midten af gulvet og tilbage til scenen, hvorefter han befalede den største circle pit nogensinde og sparkede aftenens sidste energieksplosion igang.
Ros og tak til Trash Talk. Ikke mindst for undertegnedes første tur i circle pit i knap 10 år. Jeg glæder mig til gensyn og til den kommende fuldlængde.
Den fortabte merch-fyr er i øvrigt omdrejningspunkt for videoen til "Awake", som udgør sidste kommentar og må fungere som et slags topkarakter-stempel:
